En større brand i en industrivirksomhed i Brande har natten til torsdag udviklet sig, og politiet advarer nu om eksplosionsfare. Fareområdet omkring brandstedet er udvidet, og motorvejen mellem frakørsel 11 og 12 er spærret.
Af Thomas Rasmussen - Fotos: ulf-foto.dk
Der er natten til torsdag opstået eksplosionsfare ved den større brand på Peder Larsens Vej i Brande.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en opdatering klokken 03.39.
Politiet understreger, at man skal holde sig væk fra området og følge anvisningerne fra politi og de øvrige beredskaber på stedet.
Fareområde udvidet
Eksplosionsfaren er fortsat indsnævret omkring bygningerne på Peder Larsens Vej/Dørslundvej.
Fareområdet, hvor kun brandberedskabet må opholde sig, er dog blevet udvidet.
Det er ifølge politiet årsagen til, at Holstebromotorvejen/Midtjyske Motorvej er spærret mellem frakørsel 11, Brande N, og frakørsel 12, Ejstrupholmvej.
Borgere bliver bedt om at finde alternative ruter.
Flammer brød gennem taget
Anmeldelsen om branden blev modtaget klokken 00.32 torsdag den 27. august.
Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi er der tale om brand i et lager med beautyprodukter. Vagtchefen oplyste til Østjysk Næravis, at flammerne var brudt gennem taget.
Røg driver mod Brande Nord
Politiet har tidligere oplyst, at røgen fra branden blæser mod Brande Nord og hen over motorvejen.
Borgere, der kan lugte røg, bliver opfordret til at lukke døre og vinduer.