2 milliarder kr. om måneden, ud af Danmark!
DEBAT - 23 milliarder kroner. Så meget forventes Danmark at sende afsted i udviklingsbistand i 2026. Det svarer til næsten 2 milliarder kroner – hver eneste måned.
Af Hans Kristian Skibby (DD)
Penge, der ryger ud af statskassen, mens danske familier, ældre og virksomheder kæmper med høje priser, flere afgifter og stigende regninger. Ja halvdelen skal ligefrem have en fødevarecheck fra Mette, betalt af dem selv! Det er trist at vi har en regering som syntes at vejen frem er en fødevarevarecheck - frem for at sikre borgerne billigere priser i køledisken!
Hvorfor skal Danmarks befolkning partout på støtten?
Og hvem har været med til at hæve statens udviklingsstøtte år efter år, ja det har Venstre sammen med regeringspartnerne Moderaterne og Socialdemokratiet. Venstre har som regeringsparti i SVM-regeringen fremlagt finanslove, der igen og igen har øget udviklingsbistanden. Siden sidste valg i 2022 er den hævet med omkring 5 milliarder kroner årligt.
Resultatet er nu over 23 milliarder kroner om året – blandt andet til skovplantning i Brasilien og en nyetableret kokkeskole i Kairo.
Men nu nærmer et folketingsvalg sig - og pludselig finder Venstre en velvoksen tryllekanin frem af hatten hvor Udviklingsbistanden nu skal sænkes med 6,5 milliarder kroner. Det er jo præcis det, vi i Danmarksdemokraterne har foreslået hvert eneste år. Forskellen er bare, at vi har ment det hele tiden. Vi har fremlagt konkrete forslag, vi har stemt for besparelser og så sent som i december stemte Venstre imod, da vi foreslog at reducere udgiften i forbindelse med Finansloven for 2026.
Det er svært ikke at kalde det hykleri. Frem og tilbage er som bekendt lige langt. Man kan da ikke først hæve bistanden med 5 MIA kr., stemme imod besparelser – og så pludselig føre valgkamp på at ville skære ned.
Danmark skal selvfølgelig hjælpe i verden. Men hjælpen skal være målrettet, ansvarlig og afstemt efter vores egne økonomiske realiteter. Når SVM-regeringen sender 2 milliarder kroner ud af landet hver måned, bør de kunne forklare danskerne, hvorfor det er vigtigere end velfærd herhjemme. Venstre har zigzagget længe nok. Men godt at se, at de trods alt er begyndt at læse med på vores politik.