ØSTBIRK - Torsdag holdt Jens Glavind foredrag i Østbirk Præstegård med overskriften ”Blandt paragraffer og skæbner”.
Tekst og foto Per Bonde
Dørene åbnedes kl. 10, men allerede inden var mere end halvdelen af de omkring 100 pladser optaget, og det myldrede fortsat ind. Da programmet gik i gang 10.30, var salen stuvende fuld, og der blev båret ekstra stole ind. Hver deltager betaler 35 kr. for tarteletter og drikkevarer, så der var travlt ved indgangen.
Åbent hus for Gud og Hvermand
Foredraget var en del af arrangementet ”Åbent hus for Gud og Hvermand”, der er et tilbagevendende arrangement, der afholdes den sidste torsdag i hver måned.
Sognepræst Lone Buhl Pedersen bød velkommen og gennemgik programmet, som er ens fra gang til gang, dog udskiftes foredragsholderen og denne gang altså Jens Glavind. Der var lagt en lille quiz om Jens Glavind ved hver plads, som Lone opfordrede alle til at udfylde. Herefter sang Lone for i til ”Septembers himmel er så blå”, inden tarteletterne blev serveret.
Jens Glavinds politiske karriere
Jens Glavind startede sit foredrag lidt over 11, og inden da havde Lone Buhl Pedersen afsløret, hvem der vandt quizzen om Jens Glavind, og hvad de rigtige svar var. Jens lagde ud med at fortælle kort om sin opvækst i Østbirk, sin politiske vækkelse, årene i ungdomspolitik, og nogle af de oplevelser, han fik ud af det engagement, bl. a. at der er forskel på, hvad KU står for på dansk og finsk.
Tilbage i Østbirk efter endt uddannelse, engagerede han sig i lokalpolitik – og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i den gamle Gedved kommune, hvor han sad i 2 perioder. Efter kommunalreformen gik turen videre til byrådet i Horsens kommune.
Jens’ arbejde som advokat var samtidig vokset, så på et tidspunkt, måtte han erkende, at der ikke var timer nok i døgnet til, at han kunne nå begge dele, derfor valgte han nødtvungent byrådet fra.
Teddy Edelmann og Jens’ vej til musikken
Ligesom politik, gav arbejdet som advokat Jens rigtig mange gode oplevelser og venner. Blandt andet fik Jens via Teddy Edelmann en masse venner og bekendtskaber inden for musikkens verden. Teddy var kommet i klemme med en husvært, der havde glemt at betale strømregningen, og der skulle slukkes for strømmen, der hvor Teddy boede til leje. Jens hjalp Teddy i situationen, og fik en ven for livet.
Teddy Edelmann var et kendt navn i musikverdenen, og Teddy inviterede Jens til mange arrangementer og fester, hvor et bredt udvalg af den danske musikverden deltog. Det var på den måde, Jens lærte Susanne Lana, James Rasmussen, Erik Klausen og mange flere at kende, og det har givet mange gode og varme oplevelser.
Advokaten Jens
Advokaten Jens Glavind har haft mange sager, men særligt 3 sager har gjort indtryk på ham. Den første var en bortførelses sag. En dansk kvinde, gift med en græker på Kreta, havde bragt sine børn til Danmark og nægtede faderen samkvem. Den slags sager plejer at fylde meget i medierne, når det er den anden vej, og der er absolut ingen forståelse for, at det kan være svært at få børn retur til Danmark. Jens oplevede som advokat for grækeren, at det er lige så svært at få bortførte børn udleveret fra Danmark. Det var en sag, der fyldte meget hos Jens, ikke fordi hans klient tabte sagen, men fordi hans oplevelse af dansk dobbeltmoral blev til mere end en fornemmelse.
Den første drabssag
Det er heldigvis ikke alle advokater der bliver involveret i drabssager. Det blev Jens, da en 21-årig havde dræbt sin samlever. Det var en meget tragisk sag, fortalte Jens. Efter drabet forsøgte drabsmanden at tage sit eget liv, det lykkedes ikke. Han blev ved grundlovsforhøret fængslet i 4 uger, og i den forbindelse tog Jens ham i enrum i retsbygningen for at rådgive manden om en eventuel anke.
Så langt kom det ikke, for der var ingen tremmer for vinduerne i lokalet på førstesal. Manden hoppede ud ad vinduet, og forsvandt. Det skaber overskrifter, men det hjalp ikke manden, da han - efter atter at være fanget - kom for retten og blev dømt.
En forfærdelig historie
Mange af tilhørerne huskede Kasper-sagen. Det var en forfærdelig historie om børnemishandling af 3-årige Kasper. Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan være forsvarer for nogen. der haft udført så grænseoverskridende handlinger, fortalte Jens. Forklaringen er, at det at være forsvarer for en person ikke er at tage stilling for eller imod handlingen. Forsvarsadvokaten skal være garant for at sagen er fuldt oplyst, så retsvæsenet har alle oplysninger – også dem der evt. kan tale til fordel for anklagede. På den måde sikrer man, at dommen bliver så retfærdig som muligt. I den her sag havde jeg absolut ingen sympati for de anklagede.
Tilgivelse og forståelse er ikke accept
Til slut filosoferede Jens lidt over sit engagement som advokat, og gav udtryk for, at han er glad for, at vi har et velfungerende retssamfund i Danmark. Det har vi fordi retssikkerheden også omfatter de mennesker, som vi absolut ikke bryder os om, erklærede Jens. Han sluttede af med at citere Mette Bocks afskedsprædiken om tilgivelse og forståelse:
- Tilgivelse er ikke det samme som at sige, at en handling var i orden - forståelse er heller ikke det samme som accept.
- Uden evnen til at forsøge at forstå andre mennesker bliver verden meget sort-hvid