ØSTBIRK/YDING - Hvem tror på dig? Når vi tror på os selv – hvis vi da ellers gør det - så er det fordi vi har fået den tro talt ind i os. Nogle af de rigtigt vigtige ord vi har fået med – hvis vi da har fået dem med - har været når vores far eller mor bøjede sig over os og sagde, hvor er du en dygtig/dejlig/stor dreng eller dygtig/dejlig/stor pige.
Af Lone Buhl Pedersen
Lige fra man er helt lille betyder det al verden at få at vide på forskellige måder, at man er noget særligt.
Hele livet igennem jagter de fleste af os at få andres kærlige blikke at få anerkendelse.
For lige meget, hvor man står og befinder sig aldersmæssigt, statusmæssigt, så gør det godt af forskellige veje at få noget godt at vide om sig selv.
Dem, der ikke fik noget godt at vide, dem, der ikke fik de store gode ord engang fra barndommen, jagter dem måske så meget desto mere sidenhen. Og de slås måske så meget desto mere med den indre stemme, der hurtigt får fortalt, at det ikke forholder sig sådan, at du er et skvat og en nar og en fiasko. For den indre stemme er ikke altid sådan at holde ude og nede.
Der bor også grimme ting
Indeni os bor der mange grimme ting. Det gode derimod kommer tit til os, udefra. Når en anden, når nogle andre, vil tanke os op, fylde vores tomhed, med gode ord og tanker, tro og tillid.
Vi ved, at det kan gøre en verden til forskel. Det lille gode ord, der fortæller dig, at du er holdt af, og at nogen påskønner dig, ser dig, tror på dig, vil dig, elsker dig. Det lille gode ord, som en anden siger til dig, kan fylde det hele op.
Jeg håber, at vi alle får den slags gode ord mange steder fra – og helt sikkert er det, at det er disse gode ord vi får i kirkens rum. Her flyder det over af dem fra først til sidst. For her får vi at vide, igen og igen og på mange forskellige måder, at Gud vil os og ser os, som dem vi er og alligevel holder fast på os, og at han tænker stort om os. Endog meget stort og det hvad enten vi er blandt de levende eller blandt de døde.
(Arkivfoto)
Kærlighed uden grænser
Guds kærlighed – det viste Jesus jo – er ikke begrænset af døden og af graven. Døden og graven er altings grænse for os, men ikke for Gud. For ham gør den ingen forskel. I hans lys er vi sammen, selvom vi her er skilt fra hinanden.
Så orker du en dag ikke længere at fortælle om ham eller hende du mistede, begynder glemslen at komme snigende, fordi livet og de endnu levende kræver dig, eller måske fordi du ikke længere orker det, ja, så kan du give slip, for Gud holder ved. Kan du ikke længere holde din kære fast i ord og erindring, så lad gå, fordi Gud holder ved din kære. Hans kærlighed til sit menneske hører aldrig op.
Vi glemmer, graven vokser til, engang bliver den nedlagt. Men det menneske der var, så flygtigt og uanseeligt og kort et liv, der end blev det til del, det menneske er ikke glemt af Gud. Han slipper det ikke. Det menneske er ikke hos os mere, det er hos Gud, og hvor Gud er, kommer mørket ikke, Dér er kun lys og kærlighed.
Alle Helgen gudstjeneste søndag 1. nov. Østbirk Kirke kl. 15.00 og Yding Kirke kl. 17.00.
Glæder mig til at se enhver.
