VRØNDING - 125 mennesker deltog, da Dorte Lebech fredag den 18. september fejrede udgivelsen af sin bog om de første 15 år som kvindelig dyrlæge. Det begyndte egentlig som en fortælling til hendes døtre, men endte med at blive til en bog om modstand, arbejdsliv, dyr – og livet på landet omkring Vrønding.
Af Redaktionen
Der var både gensyn, grin og genkendelse, da Dorte Lebech fredag den 18. september holdt reception i anledning af udgivelsen af En dyrlægeinde i en mandeverden 1975-1990.
125 mennesker var mødt op for at fejre bogudgivelsen og høre Dorte Lebech fortælle om den bog, som har været undervejs gennem længere tid.
Bogen tager udgangspunkt i de første 15 år af hendes arbejdsliv som dyrlæge. Hun blev uddannet i 1975, på et tidspunkt hvor dyrlægefaget i høj grad var et mandefag.
Det mærkede hun selv.
Som kvindelig dyrlæge mødte hun modstand – ikke mindst fra mandlige kolleger og enkelte landmænd, som havde svært ved at acceptere en kvinde i rollen som dyrlæge. Men hun lod sig ikke sådan slå ud. Tværtimod blev oplevelserne en del af den historie, hun mange år senere besluttede sig for at fortælle.
Fra minder til bog
Dorte Lebech havde oprindeligt ikke planer om at skrive en bog.
Det begyndte som en slags forsvarstale til hendes døtre. Hun ville fortælle dem om den tid, hun selv havde været ung dyrlæge, og om de udfordringer, hun havde mødt som kvinde i et fag, hvor mændene var i klart flertal.
Efterhånden voksede fortællingen. Flere minder dukkede op, gamle avisudklip blev fundet frem, og historier fra arbejdslivet blev skrevet ned.
Det blev til En dyrlægeinde i en mandeverden 1975-1990.
Ved receptionen fortalte Dorte Lebech om baggrunden for bogen og læste også uddrag op. Blandt andet fortalte hun om mødet med lokale kolleger og om en noget anderledes opgave: at indfange ”vilde ponyer”.
Det er netop blandingen af arbejdslivets alvor og de mere pudsige episoder, der præger bogen.
Et stykke lokalhistorie
Selv om bogen tager udgangspunkt i Dorte Lebechs eget liv, er den også fortællingen om en bestemt tid.
Meget af arbejdslivet foregik omkring Vrønding og på gårdene i området. Her møder læseren både landmænd, kolleger og dyr – og får samtidig et indblik i, hvordan hverdagen for en praktiserende dyrlæge kunne se ud i 1970'erne og 1980'erne.
Det var en tid uden mobiltelefoner og GPS, hvor dyrlægen kørte fra gård til gård, og hvor telefonbeskeder og akutte tilkald var en naturlig del af hverdagen.
Men det er især mødet med en mandsdomineret verden, der er bogens røde tråd.
Dorte Lebech fortæller om situationer, hvor hun måtte kæmpe for at blive taget alvorligt, men også om de mennesker og oplevelser, der gjorde arbejdslivet spændende og meningsfuldt.
Et punktum – og måske ikke helt
Med bogudgivelsen har Dorte Lebech sat punktum for et projekt, der begyndte som personlige minder til døtrene, men som efterhånden voksede til en færdig bog.
En dyrlægeinde i en mandeverden 1975-1990 er dermed både en personlig fortælling og et lille stykke lokal- og samtidshistorie fra en tid, hvor det ikke var nogen selvfølge, at en kvinde kunne få lov til at være dyrlæge på lige fod med mændene
