Markedsstemning i Brædstrup
BRÆDSTRUP - Lørdag fyldte 60 stande Bredgade med handel og stemning.
Tekst og foto Per Bonde
Traditionen tro blev Bredgade lørdag afspærret for biler, så der var plads til, at der kunne etableres stande i hele vejens længde. I år har interessen været rigtig stor, fortæller Carina Munkholm. Det er både de faste butikker der rykker ud foran butikkerne, men også rigtig mange private har købt stande, hvor de sælger alt fra brugt legetøj til skønhedsprodukter.
I alt har vi solgt 60 stande, og det er jeg rigtig tilfreds med. Med så mange stande bliver der fest og handelsstemning i hele gaden, og der er noget at se på for enhver. Markedsdagen, er en dag, som både handlende og byens borgere ser frem til. Der er noget helt specielt ved at slentre rundt på kørebanen uden at skulle tage sig i agt for andre end de andre fodgængere. Der er nemlig også lukket for kørsel med knallerter og alle andre motoriserede køretøjer.
Underholdning
Lidt tohjulet trafik vil der dog være, erkender Carina, for Jørgen fra kuffertcirkus, kommer til at cykle rundt blandt markedsgæsterne på Ella. Ella er en elefantcykel, der er bygget på rammen af en solid væltepeter. Elefantcyklen Ella er en del af den underholdning, der finder sted i løbet af dagen både på gaden og her i Byhaven.
Jeg er rigtig glad for, at vejret er, som det er i dag, siger Carina. Regnvejr holder folk væk, og alt for solrigt vejr giver folk lyst til andre ting. Så dagens vejr med overskyet men trods alt rimeligt varmt er rigtig godt for vores markedsdag. Du kan se, at der allerede nu er pænt med mennesker i gaden, og vi er jo kun lige åbnet. Jeg er sikker på det bliver en god dag slutter Carina.