Brandvæsen rykkede ud til brand i Brædstrup
Branden var stort set slukket ved brandvæsenets ankomst, men der blev foretaget efterslukning på stedet
Af Thomas Rasmussen
Sydøstjyllands Brandvæsen blev torsdag eftermiddag sendt til Bredgade i Brædstrup efter en anmeldelse om brand ved en etageejendom.
Ifølge indsatsleder Thomas Larsson fra Sydøstjyllands Brandvæsen modtog brandvæsenet en melding om brand i et skur. Meldingen lød på, at der var flammer fra en bygning ved en beboelsesejendom med flere etager.
Da brandvæsenets mandskab ankom til adressen, kunne det konstateres, at branden mere eller mindre var gået ud af sig selv, og at der kun var gløder tilbage.
Foretog efterslukning
For at sikre, at branden ikke blussede op igen, foretog brandvæsenet den nødvendige efterslukning på stedet.
Efter indsatsen blev sagen overdraget til politiet.
Alarmen indgik torsdag klokken 16.24.24.