Gå til hovedindhold

Byfesten i Sattrup samlede store og små



Byfest i Sattrup

SATTRUP - Selvom skyerne hang over Sattrup det meste af dagen, holdt vejret tørt, og det afholdt ikke folk fra at møde talstærkt op til byfesten. Omkring 300 besøgende lagde vejen forbi den lille landsby, hvor Fællespladsen, Sattrupvej og området omkring forsamlingshuset summede af liv og aktivitet.

Af Karina H. De Lichtenberg

Fra morgenstunden blev der handlet flittigt ved de mange boder, hvor lokale kræfter og gæster havde sat lopper, kunsthåndværk og hjemmelavede produkter til salg. Besøgende kunne gå på opdagelse blandt alt fra keramik, strik og pileflet til brugskunst og gode genbrugsfund, og flere af bodholderne meldte om en rigtig god dag med stor interesse fra gæsterne.

Børnene havde også rigeligt at give sig til. Hoppeborgen var flittigt besøgt hele dagen, og køen til ansigtsmaling vidnede om, at de yngste gæster nød festlighederne. Med farverige sommerfugle, batman og fantasifulde kreationer malet i ansigtet kunne børnene fortsætte dagens oplevelser rundt på pladsen.

Byfest i Sattrup

Smagsprøver og specialiteter

Der var samtidig stor interesse for de lokale specialiteter. Ved forsamlingshuset bød Lundumskov Bryghus på smagsprøver af deres øl, og mange benyttede lejligheden til at få en snak med bryggeriet om de forskellige varianter. Ved siden af fristede Mikrobageriet fra Lundum med friskbagt brød og andre specialiteter, som hurtigt fandt vej til gæsternes indkøbsposer. Kombinationen af lokale fødevarer, godt håndværk og hyggelige samtaler skabte en særlig stemning omkring forsamlingshuset.

Også madboden havde travlt, hvor sultne gæster kunne købe mad og nyde den hyggelige stemning omkring pladsen.

Byfest i Sattrup

Musikken spillede en vigtig rolle

Musikken spillede en vigtig rolle gennem dagen og skabte den helt rette ramme om arrangementet. På scenen på Fællespladsen sørgede de to bands, Sjæl Uden Blæs og Paprica Samantha, for et varieret musikprogram med alt fra soul klassikere til internationale rytmer. Publikum nød både at lytte, synge med og tage en svingom på pladsen, mens musikken bredte sig ud over landsbyen.

For arrangørerne handlede dagen først og fremmest om fællesskab.

– Det er meget positivt at opleve, hvordan både byens borgere og gæster udefra bakker op om arrangementet. Selvom vejret ikke viste sig fra sin mest sommerlige side, har der været en rigtig god stemning hele dagen, og vi er meget tilfredse med det flotte fremmøde, siger John Knudsen, formand for Sattrup Beboerforening.

Byfest i Sattrup

Arrangementet samlede mennesker på tværs af alder og interesser

Byfesten blev endnu et eksempel på, hvordan frivillige kræfter og lokale initiativer kan samle mennesker på tværs af alder og interesser. Med glade gæster, god musik, livlige boder og lokale smagsoplevelser blev dagen en succes, som mange allerede håber vender tilbage næste år.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Fast quizaften trak igen folk til Water of Life".
Fast quizaften trak igen folk til Water of Life

Reklamer

Mest læste artikler