Gå til hovedindhold

Nyt liv til vores fjorde



Drikkevandsressourcer skal sikres

DEBAT - Jeg har været medlem af SF siden 2007 og to år senere blev jeg for første gang valgt til byrådet. På det tidspunkt var kampen for en renere fjord og et sundere havmiljø allerede en vigtig sag for mig, og har været det lige siden. Ja, man kunne måske endda sige, at sagen har udgjort en form for grøn tråd i mit liv som politisk aktiv.

Af Paw Hedegaard Amdisen, Folketingskandidat for SF

Livet i vores fjorde – herunder Horsens fjord – har mange modstandere. Giftgrunde, der udleder tjærestoffer til havmiljøet. Havbrug, der udleder kvælstof, fosfor og medicinrester direkte i havet. Store udledninger af kvælstof fra landbruget. Klapning og muslingeskrab. Klimaforandringer og temperaturstigninger. Og dårlig håndtering af spildevand kan også udgøre et problem.

Vil vi gerne forbedre tilstanden i vores fjorde og indre farvande, så kræver det altså mange forskellige indsatser på samme tid. Derfor foreslog jeg, da jeg sidst stillede op til et folketingsvalg i 2019, at vi skulle have en national redningsplan for vores fjorde og indre farvande.

En del af mit forslag er med den grønne trepart blevet til virkelighed. Der er nu sat gang i en proces, hvor kvælstofudledningen til fjorde og hav skal reduceres markant og i et omfang, der på sigt kan give en god økologisk tilstand. Der er dog også en række andre indsatser, der stadig mangler og hvor der stadig er brug for handling. Havbrug og giftgrunde, for nu at nævne to problemstillinger, som i hvert fald er på spil i Horsens Fjord.

For der er ingen tvivl om, at når der nu investeres millioner af kroner på at udplante ålegræs og lave nye stenrev, og der arbejdes ihærdigt på at reducere kvælstofudledningen af landbrugsjorden, så ville det være helt forkert, hvis vi ikke også fik gjort noget ved de øvrige ting, der forhindrer en mere levende fjord.

Denne del af indsatsen for vores havmiljø må ikke blive glemt, når et nyt folketing træder sammen på den anden side af det kommende valg.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Millionstøtte redder Vestbirk Forsamlingshus".
Millionstøtte redder Vestbirk Forsamlingshus

Reklamer

Mest læste artikler