Seniormesse i Skanderborg (Foto Per Bille)
SKANDERBORG - Demens bliver omdrejningspunktet, når Seniormessen igen fylder Skanderborg Fælled søndag 20. september. Alle 50 stande er besat, og sidste år lagde op mod 2.000 mennesker vejen forbi den gratis messe.
Af Jørn Kildall. Foto Per BIlle
Når dørene åbner på Skanderborg Fælled søndag 20. september, bliver det med et alvorligt emne midt mellem de mange stande.
Årets tema på Seniormessen er demens.
Mange bliver berørt
“Demens er en alvorlig folkesygdom, som berører mange mennesker - også mange pårørende,” siger Hanne Hartmann fra Seniorrådet i Skanderborg Kommune.
Hun er tovholder på messen og peger på, at antallet af mennesker med demens ventes at stige i de kommende år.
Derfor har arrangørerne valgt sygdommen som årets tema.
Hovedtaleren bliver Henriette Klit, overlæge ved neurologisk afdeling i Aarhus. Hun holder et foredrag om demens.
Hjælp og gode råd
Kommunens demenskoordinatorer får også en plads på messen. Her kan besøgende høre om den hjælp, kommunen kan tilbyde ved demens.
De får selskab af 49 andre stande.
Blandt deltagerne er Røde Kors, Ældre Sagen, Hjerneskadeforeningen, hørekonsulenter og forskellige kommunale tilbud. Politiet deltager med information om forebyggelse af kontaktbedrageri.
“Vi afholder messen for at give seniorer viden om den hjælp, der er at hente, både i det kommunale og private,” siger Hanne Hartmann.
50 stande er fyldt
Sidste år kom op mod 2.000 mennesker til Seniormessen. I år er samtlige 50 stande besat på forhånd.
Messen er skabt af frivillige kræfter. Midlerne kommer fra kommunale puljer og lokale erhvervsdrivende. I år bidrager Djurslands Bank.
Der er gratis adgang fra klokken 10 til 15.
Café Fælleden sælger kaffe, kage, rundstykker og sandwich gennem dagen.
Og til frokost er der en genganger på menuen: Tarteletter med høns i asparges.