Gå til hovedindhold

Efterårsmarked med ild i bålet og liv i laden



Mennesker ude i naturen med sø i baggrunden

KLOSTERMØLLE - Søndag 16. november inviterer Klostermølles Venner igen til efterårsmarked i de gamle bygninger ved Mossø. Gæsterne kan se frem til lokalt håndværk, varm suppe og mulighed for en snak om stedets fremtid.

Af Jørn Kildall

Der bliver liv i både stald, lade og jagtstue, når Klostermølles Venner søndag 16. november kl. 10 til 15 holder efterårsmarked. Det er tredje gang, de inviterer til marked – og ifølge tovholder Annette Krogsøe glæder man sig til gensynet.

– Vi fylder bygningerne med liv, dufte og håndværk. Sidste år kom der over 500 gæster, og mange af udstillerne vender tilbage, fordi de holder af stedet og stemningen, fortæller hun.

Markedet er gratis at besøge, og både gamle kendinge og førstegangsbesøgende er meget velkomne.

Mennesker inde i en staldbygning

Håndværk og naturaktiviteter

Markedet byder på et bredt udvalg af håndlavede varer som keramik, træarbejde, glas, smykker, strik og julepynt – alt sammen lavet af lokale kræfter.

Derudover arrangerer foreningen Natur & Ungdom små aktiviteter og oplevelser for børn og nysgerrige sjæle.

– Vi prøver at skabe noget, hvor både børn og voksne føler sig hjemme. Det må gerne være lidt nede på jorden, siger Annette Krogsøe.

Julepynt og brugskunst

Suppegryde og samtaler om fremtiden

Udenfor kan man varme sig ved bålet og købe en portion varm suppe. Inde i direktørboligen holder caféen åbent med kaffe, hjemmebagt kage og en lun dhal til frokost.

Her kan man også få en snak med folk fra Klostermølles Venners bestyrelse, som gerne fortæller om de projekter og planer, der er i gang.

– Vi nærmer os nogle vigtige milepæle, og vi håber, at mange har lyst til at høre om visionerne og de udfordringer, vi står overfor, siger hun.

Markedet er samtidig en anledning til at vise, hvad frivillighed og fællesskab kan løfte.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer