NIM - En tur til Stjernholm Gårdmuseum er i sandhed et kik ind i en helt anden tid – en tid hvor man selv lavede alt, og hvor alt kunne genbruges direkte, og det, der ikke kunne, måtte lige en tur på kompostdyngen for så året efter atter at kunne indgå som tilsætning til driftsjorden.
Tekst og foto Per Bonde
Søndag var der sat specielt fokus på at presse honning, at fremstille rygeost samt at holde sit værktøj skarpt.
Friskpresset honning
I de 70 år jeg har levet, har jeg altid troet, at honning blev slynget, og det har også været rigtigt, men inden man lærte at slynge, pressede man honningen ud af bistadernes vokstavler. Det var en ineffektiv metode, der næsten gik i glemmebogen, men det har honningavler Poul Henriksen lavet om på.
Poul gik længe med tanken om, at der måtte været en mere effektiv måde at få honningen ud af tavlerne, end ved at slynge dem, og han var overbevist om, at man med dagens teknologi måtte kunne skabe en maskine, der let og sikkert kunne presse al honning ud. Som en anden Ole opfinder gik han i gang. Efter flere forsøg og kloge menneskers råd lykkedes det.
Poul har nu en maskine, der ved hjælp af trykluft presser al honning ud af tavlen, og efterlader bivoksen som en lille firkantet klump, der meget let igen kan forvandles til næste sæsons bitavler. Kort fortalt er det fortidens metode tilsat moderne teknologi. Det kan desuden berettes, at den pressede honning smager aldeles fortræffeligt.
Frisklavet rygeost
Lis og Anne Marie stod i røgen fra rygeostovnen og forberedte ostene, der skulle ryges. At kalde dem oste på det stadie er måske en overdrivelse, idet det reelt er drænede syrnede mælkeprodukter, der lægges i et net, der skal holde sammen på massen, mens det ryges.
Det var rygemester Torben, der tog sig af alt det praktiske omkring rygningen. Han sørgede for, at der var ild eller gløder nederst, han sørgede for våd halm til at skabe røgen, og det var ham, der sørgede for, at ostene blev sat ind, og at de blev taget ud, når de havde fået tilstrækkeligt med røg.
Der var heldigvis mulighed for smagsprøver, og det er tankevækkende at et produkt, der er født som græsk yoghurt, skyr eller A38, efter ti minutter i røgen fra våd halm bliver til et nyt produkt med en helt anden smagsoplevelse.
Skærsliberen
I datidens husholdning og produktion var alle afhængige af, at knive og andet værktøj var skarpt, når det skulle bruges. Derfor var skærslibere en helt uundværlig del af samfundet. De rejste fra by til by og gård til gård og tilbød deres tjenester. Ganske vist havde mange deres egne slibestene, men kunsten at gøre et stykke værktøj eller en kniv virkelig skarpe er man ikke født med at kunne. Det kræver års træning, og det er netop, hvad skærsliberne havde.
I dag havde Jørgen Andersen taget opstilling i Stjernholms gård for at slibe knive. Ikke helt som i gamle dage, for slibeskiverne blev drevet af elmotorer, men ellers var det helt efter den gamle opskrift – tålmodighed, tålmodighed samt at man ikke kan slibe uden vand. Resultatet var virkelig skarpe knive, når de havde været gennem Jørgens hænder.
Svenske Struvor - Hvad er det?
Ifølge Ellen Schmidt, der bestyrede det gamle brændekomfur, da vi kom forbi, er det en slags lette kager, der kages ved at et meget varmt jern (de kan have forskellige former) på et håndtag sænkes ned i en flydende dej, hvorefter det koges i varm rapsolie. Lyder det uforståeligt, så er der ikke andet at gøre end at tage forbi Stjernholm og se, hvordan man gør.
Jeg kan sige det så let ud, når Ellen gjorde det, men jeg tænker, som med alt andet er det øvelse der gør mester. De svenske Struvor smagte himmelsk.
Der var mange andre aktiviteter på Stjernholm denne dag, og det vil der også være fremover, så der er god grund til at lægge ruten indenom dette spændende sted.