
DEBAT - Venstres vision er, at det skal være let at finde en parkeringsplads med 2 timers gratis parkering i Horsens midtby. Socialdemokratiet har, med et aktuelt læserbrev, udtrykt ønsker i samme retning og det er godt.
På vegne af byrådsgruppen og KV kandidater
Viceborgmester Martin Ravn. Gruppeformand for Venstre
Deres løsning er at drøfte en parkeringsfond med partierne i byrådet. Men det er en løsning, som allerede er indskrevet i budgettet for 2024 og 25 og drøftet i Plan og Vej udvalget i juni måned 2024;
Forligspartierne ønsker på den baggrund, at Plan- og Vej udvalget, undersøger mulighederne for at oprette en parkeringsfond, som kan forestå etableringen af et kommunalt p-hus i midtbyen.
Udfordringen er at skaffe indtægter til parkeringsfonden. En af indtægterne kunne være fra beboerlicenser, men her har mange beboer i bymidten fravalgt allerede eksisterende licensordninger og så forsvinder provenuet. Samtidig er det nuværende praksis, at der henvises til private p-huse, når der dispenseres fra kravene om tilvejebringelse af p-pladser på egen grund.
Så hvor skal indtægterne til parkeringsfonden komme fra? Her kan en parkeringsfond ende med at blive en kommunal syltekrukke.
I den sammenhæng skal man huske Socialdemokratiets tidligere holdning til parkeringshuse og 2 timers gratis parkering i midtbyen. Her med Andreas Boesens egne ord i Horsens Folkeblad;
For det første har vi valgt at lade private bygge p-huse i byen for at opfylde vores parkeringsstrategi, som handler om mindre overfladeparkering. Og vi må bare se i øjnene, at vi aldrig får flere private til at bygge p-huse. hvis vi giver gratis parkering på de kommunale arealer. Det er simpelthen konkurrenceforvridning. Dertil kommer at vi tror på, det vil give et bedre flow, hvis bilerne holder kortere tid. Det vil trække flere kunder til byen. Hvis målet er at sikre, at nogen handler i midtbyen, så er det her bedst. Vi tror faktisk på, at det her er mest erhvervsvenligt, siger han.
I Venstre tror vi på, at 2 timers gratis parkering er det bedste for vores detailhandel. Vores ambition er et eller to nye parkeringshuse efter en offentlig privat partnerskabsmodel i midtbyen, så vores detailhandel, arbejdspladser, beboere og turister får de bedste vilkår. Vores vision er ikke en kæmpearena med plads til 17.000 tilskuere, men en levende midtby hvor arealer med overfladeparkering transformeres til grønne byrum og hyggelige gader med åbne butikker.