
Udover Stensballe IK Fodbold støtter energiselskabet OK over 3.000 klubber og foreninger i hele landet. Foto: OK
STENSBALLE - Hver gang du tanker bilen eller lader elbilen, drypper det nu direkte ned i fodboldkassen i Stensballe. En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det let at støtte lokalsporten – uden at hive kortet op af lommen.
Af Jørn Kildall
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men den er altså god nok. En helt ny sponsoraftale mellem Stensballe IK Fodbold og energiselskabet OK betyder, at alle vi, der tanker benzin eller diesel – eller bare lader elbilen eller bruger strøm derhjemme – kan støtte den lokale fodboldklub uden at det koster os en øre ekstra.
– Det er jo det, der er det smarte. Det koster ikke folk noget, men det gør en kæmpe forskel for klubben, siger Søren Friis, som både er træner, bestyrelsesmedlem og en af dem, der har arbejdet for at få aftalen i hus.
Man tilmelder bare sit kort eller sin OK-app, og så kører det. Hver liter brændstof giver 5 øre, og selv elforbrug derhjemme kan tælle med. Jo flere der er med – jo større støtte til klubben.
Trøjer, ture og en boldkanon
Pengene skal ikke ligge og samle støv på en konto, lover Søren Friis.
– Vi bruger dem på alt fra nye spillertrøjer og bolde til træningslejre og uddannelse af trænere. Vi har endda en boldkanon på ønskelisten, som kan hjælpe med træningen. Det er sådan noget, der virkelig kan løfte vores tilbud til både børn og voksne.
Og det er ikke småting, klubben har gang i. Med næsten 900 medlemmer er Stensballe IK Fodbold en af de større breddeklubber i området. Her er plads til både dem, der drømmer om landsholdet og dem, der bare vil have det sjovt med en bold og deres kammerater.
– Vi vil gerne være en klub, hvor alle føler sig velkomne. Det er ikke resultaterne alene, vi går op i – det handler lige så meget om fællesskab, glæde og udvikling, forklarer Søren.
Ikke første gang Stensballe sender landsholdsspillere af sted
Selvom klubben lægger vægt på bredden, har der tidligere været spillere, som er nået hele vejen til toppen. Måske har du hørt navnet Frederik Rønnow? Han stod mellem stængerne for A-landsholdet fra 2016 til 2024 – og han havde sine første målmandsskridt i Stensballe.
Også navne som Brian Priske, Mette Bjerg, Gitte Krogh og Katrine S. Pedersen har trukket i den gule trøje i sin tid. Så jo – det er ikke bare hyggelig hyggefodbold, det hele.
Vil du være med?
Hvis du gerne vil støtte klubben, skal du bare tilknytte dit kort eller appen hos OK til Stensballe IK Fodbold. Det tager kun få klik – og gør en reel forskel for klubben. Det bedste? Det koster dig ingenting.
Så næste gang du tanker, kan du tænke: “Nå, det var da lige en femøre til drengene og pigerne på banen.” Det er da til at forstå.
Og hvem ved – måske er det lige netop din liter benzin, der sender næste Rønnow af sted til landsholdet?