Gå til hovedindhold

Hvorfor er der ikke et forsamlingshus i Østbirk?



Der er tradition for stærke kvinder i Østbirk, men det viser sig ikke i vejnavnene

ØSTBIRK - Efter fire et halvt år fratræder jeg her til sommer min stilling som sognepræst her i området. Det har været en fornøjelse at komme helt tæt på mennesker og foreninger i en meget levende og aktiv by og det bekræfter mig i, at lokalsamfundene i Danmark fortsat har det rigtig godt mange steder. Jeg ved, at det også er en af grundene til at så mange unge familier vælger at flytte til Østbirk.

Af Mette Bock, sognepræst

Men der er alligevel én ting, der har undret mig. Hvorfor er der ikke et forsamlingshus i Østbirk?

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er lokaler, der bruges som en slags forsamlingshus. Præstegården, hallen og Birkebo, f.eks.

Det er rigtig godt. Men et forsamlingshus kan noget andet og mere.

Der har jo været et forsamlingshus engang. Det blev indviet 1888 i en tid, hvor der overalt i Danmark blev opført forsamlingshuse. I 1920 var der 1600 af slagsen, smukt strøet som små lokale perler over det ganske land, og altså også i Østbirk.

Forsamlingshuset i Østbirk dannede gennem årene ramme om mange fester, møder, foredrag og arrangementer for foreningslivet i byen. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvornår det blev nedlagt eller hvorfor. Byens borgere var medejere af forsamlingshuset og havde folkeaktier i foretagendet. En inspirerende tanke, synes jeg.

De seneste år har der været stor befolkningstilvækst i Østbirk, der jo stadig har et rigt foreningsliv. De omkringliggende byer har forsamlingshuse, men ikke Østbirk. Hvorfor?

Det hænder, at noget bliver så gammeldags, at det bliver moderne igen. Det gælder også forsamlingshusene, nu på en ny tids præmisser. Vi ved, at mange nybyggerier har fælleshuse og der opføres i disse år borger- og kulturhuse i mange byer.

Mit ønske for Østbirk er, at der igen kommer et forsamlingshus, ejet og drevet af byens borgere. Det skal helst ligge midt i byen, så alle får let adgang og det skal summe af liv for mennesker i alle aldre. Lidt større end præstegård og Birkebos lokaler, men lidt mindre end hallens lokaler. Mon ikke der kan findes en egnet bygning?

Jeg håber, at byen i mange år frem vil summe af liv, aktiviteter og fællesskab. Præcis sådan, som jeg har mødt byen. Og gerne med et forsamlingshus som fælles mødested. En honningkrukke i midten af en levende by.

Tak for gode og inspirerende år i Østbirk!

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Sommerfest på Birkebo i Østbirk".
Sommerfest på Birkebo i Østbirk

Reklamer