Gå til hovedindhold

Fra frugttræer til landsbyernes fremtid



Landsbyråd

VRØNDING - Et møde i Landsbyrådet behøver ikke begynde omkring et mødebord. Da repræsentanter fra landsbyerne i Horsens Kommune tirsdag aften mødtes i Vrønding, begyndte aftenen for en lille flok med en gåtur gennem en tidligere juletræsplantage, som i dag har fået et helt andet liv. 

Af Anders Boll. Foto Rikke Andersen

Her er plantet frugttræer, anlagt stier og givet mere plads til den vilde natur. Området er privatejet, men lokale borgere kan gå en tur og nyde stedet – og denne aften fik Landsbyrådets medlemmer også lov til at smage på frugterne undervejs. Et lille lokalt initiativ, men samtidig et godt billede på noget af det, Landsbyrådet handler om: At dele idéer og erfaringer om, hvad der kan lade sig gøre, når mennesker engagerer sig i deres lokalområde.

Frivillige fra kommunens landsbyer

Landsbyrådet består af frivillige repræsentanter fra en lang række af landsbyerne i Horsens Kommune og mødes typisk syv-otte gange om året. Her udveksles erfaringer og idéer, men møderne giver også mulighed for direkte dialog med Horsens Kommune om udviklingen i oplandet.

Horsens Kommunes nye stadsarkitekt, Jens Christian Pasgaard, gav på mødet i Vrønding et grundigt indblik i nogle af de muligheder og udfordringer, der kommer til at præge landsbyerne i de kommende år. Bosætning er fortsat et vigtigt emne, men udvikling handler om mere end nye boliger. Den grønne trepart kan eksempelvis skabe nye store sammenhængende naturområder og dermed nye snitflader mellem landsbyerne og naturen omkring dem.

Der er plads til udvikling

Arkitekt Lene Holmgaard fra Horsens Kommune fortalte blandt andet om områdefornyelse og kommunale puljer, der kan understøtte udviklingen i oplandet. Kommunen har gennem sit tematillæg for landsbyerne undersøgt de enkelte landsbyers muligheder og kvaliteter. Planlægningen giver mulighed for ny bosætning inden for fastlagte rammer og med respekt for den enkelte landsbys karakter. Det kan eksempelvis ske gennem såkaldt huludfyldning, hvor der kan bygges på ledige matrikler mellem eksisterende huse.

Områdefornyelse er også på vej ud i landsbyerne. Hidtil har denne type indsatser blandt andet været gennemført i kommunens centerbyer, men Underup er nu på vej med en områdefornyelse og bliver dermed en af de første af Landsbyrådets landsbyer, der får denne mulighed. På mødet blev der desuden orienteret om Oplandspuljen og Nedrivningspuljen.

Landsbyråd

19.172 kroner til lokale fællesskaber

Landsbyrådet har selv adgang til kommunale midler, som medlemslandsbyerne kan søge inden for fastlagte rammer. Denne aften havde tre landsbyer søgt om støtte til lokale initiativer, og Landsbyrådet bevilgede i alt 19.172 kroner til projekter, der kommer fællesskaberne til gode. Beløbene er måske ikke store i en kommunal økonomi, men ude i en landsby kan relativt få kroner være med til at få en lokal idé til at blive til virkelighed.

Erfaringerne bliver heller ikke nødvendigvis i den enkelte landsby. En væsentlig del af Landsbyrådets arbejde er netop at dele dem med hinanden. En god idé ét sted kan inspirere til noget helt andet et andet sted.

Landsbyernes stemme ind i kommunen

Landsbyrådet fungerer også som bindeled mellem landsbyerne og Horsens Kommune. Fra tid til anden afgiver rådet høringssvar om planer og emner, der har betydning for oplandet, og én gang om året mødes Landsbyrådet med kommunens Oplandsudvalg. På mødet i Vrønding blev der derfor også arbejdet med den kommende dialog med udvalget.

På den måde går samtalen begge veje. Kommunen får adgang til den lokale viden og de erfaringer, der findes ude i landsbyerne, mens repræsentanterne får viden om planer og muligheder, som de kan tage med hjem. For bag betegnelsen Landsbyrådet gemmer der sig først og fremmest frivillige mennesker, som bruger en del af deres fritid på det sted, de bor – og på hvordan landsbyerne i Horsens Kommune kan lære af hinanden og udvikle sig.

Denne tirsdag begyndte det med en gåtur mellem frugttræer i Vrønding. Næste gode idé kan meget vel begynde i en helt anden landsby.

FAKTA – Landsbyrådet

Landsbyrådet er et fælles forum for 21 landsbyer i Horsens Kommune. Frivillige repræsentanter mødes 7-8 gange årligt for at dele erfaringer, udvikle lokalsamfundene og være bindeled mellem landsbyerne og kommunen.

Landsbyrådet har eksisteret siden 1999.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Nim Hillclimb Rally 2026".
Nim Hillclimb Rally 2026

Reklamer