Gå til hovedindhold

Gule ærter og glæde i Gedved



Tre gange om året inviterer menighedsrådet i Gedved til fællesspisning med gule ærter, kogt flæsk, kartofler, surt, samt tilhørende øl og snaps – og det er meget populært.

I konfirmandstuen i Gedved havde næsten 50 spisende gæster meldt deres ankomst og de første sad allerede bænket en halv time før mødetidspunktet. Det er vigtigt at man sikrer sig sin stamplads hver gang.

I køkkenet stod suppen og simrede, mens kogt pølse og flæsk blev anrettet på store fade. Inden man kunne være fælles om bordets glæder skulle der synges et par sange og ved klaveret havde man fået hjælp af kirkesanger i Kattrup kirke, Preben Egeholt.

Endelig kom maden på bordet og der bredte sig en liflig duft i konfirmandstuen, og snapseglassene blev fyldt op mens tallerkenerne blev sendt rundt, så alle kunne få deres vintermad.

Efter frokosten skulle tidligere brugsuddeler i Gedved, Birger Knudsen, fortælle historier og anekdoter. Birger kom til Gedved i 1965 hvor han kom i lære hos den lokale brugsforening og efter at have været rundt i landet i nogle år vendte han tilbage og var uddeler i Gedved fra 1984 – 2000.

Til slut var der kaffe og masser af lagkage til dem som stadig havde plads til mere i de fyldte maver.

Kildall

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Skal vi nu også have en genfunden Gudenå?".
Skal vi nu også have en genfunden Gudenå?

Reklamer

Mest læste artikler