REPLIK - René Christensen svarer i HSFO på min tilbagevendende modstand mod kystnære havbrug. Hans svar er dog ikke et forsvar, men tilståelse forklædt som salgstale krydret med udenomssnak.
Af Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti
De lange ventetider hos Miljøstyrelsen ændrer ikke på, at Rigsrevisionen også afdækkede 342 konkrete overtrædelser hos havbrugene, som der ikke blev grebet ind overfor. 11 års ventetid på en tilladelse er ikke et fripas til at bryde miljøreglerne hundredvis af gange.
Sagen er den, at havbrug i sin kerne, med opdræt af fisk i åbne net i havet, svarer til at have en stald, hvor al gylle pumpes direkte og urenset i havet. Selv ikke landbruget udleder 100% af sit møg til havet. Men det gør til gengæld havbruget. Hver gang.
René Christensen kalder det en ”punktkilde”. Hurra. Havet og havstrømmen sørger for at sprede møget fra ”punktet” til resten af havet. Der findes ikke noget, der hedder ”punkter” i havet.
Kan det være anderledes René Christensen? Ja, på land. I landbaserede anlæg. For der kan spildevandet kontrolleres og renses. Det er så basal fysik, at ingen kan løbe fra det faktum, at fisk i net i havet altid vil udlede 100% af møget til havet. Vores hav.
Her kommer tvisten – hvor erhvervsdrivende på land driver virksomhed på egen grund og skal overholde miljøkrav på matriklen, så er havet unægtelig vores alles. Derfor er havbrug med dets 100% udledning og hundredvis af overtrædelser en gene for os alle. Og kun til gavn for de få.
Når den garvede ekspolitiker René Christensen fremhæver, at Det Konservative Folkeparti er med i aftaler, der desværre ikke har lukket havbruget, så er det en hul påstand, for med René Christensens egen mangeårige baggrund som bl.a. miljøordfører (sic!) i Dansk Folkeparti, så ved han, at man nogle gange må tiltræde en aftale, uden at bryde sig om det hele.
Eksempelvis kan man lave nok så mange aftaler, påvirket af nok så mange lobbyister, men man kan ikke forhindre møget og medicinresterne fra de fås havbrug i at ende 100% i havet.
Jeg takker for invitationen til dialog. Jeg kommer gerne, når I kan redegøre for, hvordan udledninger fra havbrug straks kan konverteres fra 100% til et rundt nul. Indtil da er løsningen opdræt af fisk på land. Og en lukning af de kystnære havbrug i vores fælles hav.