Gå til hovedindhold

Et besøg i Herreværelset



Herreværelset i Lund

Jan Møller Jørgensen har rollen som indpisker og toastmaster i Herreværelset. Her er han i gang med dagens beskeder til deltagerne, inden quizzen kommer på bordet. (Foto Per Bonde)

LUND - I Lund hedder gruppen for de meget erfarne mænd Herreværelset, og de holder til på Tamdrup Centret.

Tekst og foto Per Bonde

Herreværelset startede som et initiativ for enlige mænd over 60, men er siden udvidet til også at rumme alle mænd over 60. Man mødes hver mandag i lige uger i den store sal på Tamdrupcentret, og det er velbesøgt. Fra den spæde start med 8 -10 deltagere ligger deltagertallet nu på omkring 60, så vi nærmer os det punkt, hvor der ikke er plads til flere, konstaterer Jan Møller Jørgensen, der har påtaget sig rollen som indpisker og toastmaster.

Vi er 6 frivillige, der i fællesskab sørger for, at der er et program, at der er opstillet borde og stole, at smørrebrødet er bestilt, og jeg har så rollen at byde velkommen og fortælle om alt det praktiske. I dag er jeg faktisk lidt nervøs, for det er mig, der har lavet den quiz, vi skal have i dag. Jeg synes selv, det er gode spørgsmål, men man ved jo aldrig, siger Jan.

Herreværelset i Lund

Der er godt fyldt omkring bordene, når Herreværelset mødes på Tamdrupcentret. Gruppen samler omkring 60 mænd, som mødes hver anden mandag til snak, smørrebrød og forskellige aktiviteter. (Foto Per Bonde)

God modtagelse af de nye

Ved bordene går snakken, så det kan være svært at høre, hvad sidemanden siger. Han hedder for øvrigt Jens ligesom ham, der sidder lige overfor. De har boet i Lund i henholdsvis 5 og 2 år, så de er relativt nye i byen. Begge føler sig dog rigtig godt til mode i Lund. Der er en fantastisk åbenhed over nye, og her i Herreværelset møder man en masse spændende mennesker. De to Jenser kommer hver gang, og er glade for, at der kun er to uger mellem hvert møde.

Spørgsmålet - om der er faste pladser, besvares med – nej det er der ikke, men de fleste sidder nu de samme steder fra gang til gang. Man har jo en tendens til at sætte sig i nærheden af nogen, man kender og falder i hak med. Pladsen kan selvfølgelig være optaget, men så har man jo chancen for at lære nogen af de andre lidt bedre at kende.

Herreværelset i Lund

Masser på programmet

Vi laver et program for et kvartal ad gangen, fortæller Jan. Udover møderne hver fjortende dag, har vi også andre arrangementer, for eksempel skal vi på besøg på Horsens Bioenergi på onsdag. Til jul, påske og sommer afslutning gør vi lidt ekstra ud af møderne med jule- og påske frokost, og lækker grillmad til sommer.

Jan har rigtig meget på hjerte og en masse beskeder, der skal gives til deltagerne, så det tager noget tid, inden han kommer frem til Quizzen. Den består af en masse spørgsmål, som en hver fornuftig mand bør kunne svare på, hvis man altså har boet i Lund i mindst 50 år. Derfor blev det også inkarnerede Lund-borgere – Bent Lauridsen og sidemand, der vandt og modtog lidt lækkerier til en hyggelig stund.

Mens Jan talte, spiste alle andre. Der er tre stykker smørrebrød til hver og en øl eller sodavand. Om Jan nåede at få sine tre stykker smørrebrød, er der nok tvivl om, men for Jan var det vigtigste helt klart, at deltagerne havde det godt, og fik det de skulle – og det gjorde de.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Børneloppemarked i Brædstrup".
Børneloppemarked i Brædstrup

Reklamer