KLUMME - Året var 2005, og det var tid til at slå rødder. Min mand ville gerne bo for enden af en markvej, og jeg ville gerne bo i et byhus. Så hvad skulle vi gøre? Der er langt fra en markvej til centrum!
Af Lone Folke Bendstrup
For de fleste af os er livet én lang række af små og store kompromiser. I det små skal vi blive enige, når den ene vil tage toget, og den anden vil tage bilen. Når den ene kun vil spise sovs og kartofler, og den anden foretrækker det asiatiske køkken.
Store kompromiser kan være, om vi skal giftes på rådhuset eller i kirken, have børn eller ej - og bo forenden af en markvej eller i et byhus?!
Den Danske Ordbog definerer et kompromis som:
“Aftale eller forlig, der bygger på gensidige indrømmelser i en strid, forhandling el.lign.”.
Godt. Så negative røster kunne udlede, at ingen får det præcis, som de vil! Men hvorfor er kompromiser så alle vegne, hvis ingen bliver glade?
Forhandling, kompromis eller badebillet
I en forhandling kan den ene part så at sige ‘vinde’ uden at have givet sig en tøddel.
I et kompromis giver begge sig for at finde frem til en løsning, der fungerer for begge parter. Det gør de såmænd også i en god forhandling.
Når nogle mennesker siger “Du får ret, og jeg får fred” eller “Happy wife, happy life” om selv semi-store beslutninger mellem to parter, er det ikke noget kompromis. De giver sig bare.
- Hvad, jeg mener, er en badebillet i en relation … Denne tilgang er en nem måde at komme igennem livet på: Intet ansvar, ingen bekymringer, og hvis noget går galt, var det jo den anden, der traf beslutningen!
Kompromis på arbejdspladsen
På arbejdspladsen indgår mange af os kompromiser i form af arbejdsopgaver: Man bliver nødt til at lave nogle kedelige opgaver, til gengæld har man også alle de super sjove opgaver.
Der er ofte et skjult plus ved kompromiser, nemlig at man kan opdage ting, man ikke troede, man ville synes om!
Havde du spurgt mig som nyuddannet i kommunikation, om jeg ville arbejde med administration i form af ordrebekræftelser, fakturering og rykkere, havde jeg sagt blankt NEJ! Men fordi det kom i en pakke af masser af kreative skrive-, udviklings- og koordineringsopgaver, sagde jeg JA - og opdagede, at jeg faktisk godt kan lide at arbejde med administration … så længe det kun udgør max 10%!
Her er humlen
Nu er jeg hverken psykolog, coach eller lignende. Jeg er blot en dame sidst i 40’erne, der betragter livet, sådan her lidt over halvvejs. Men her kommer det:
Føromtalte negative røster ville måske sige, at ingen bliver glade, ligegyldigt hvilket kompromis, man indgår, fordi man aldrig kan opnå 100% af det, man gerne vil.
Men i mine øjne er der noget, der endnu vigtigere, end at man får det præcis, som man vil. Noget, jeg tror, er årsagen til, at livet forhåbentlig består af en lang række kompromiser.
Nemlig forholdet til hinanden som mennesker:
I ægteskabet, på arbejdspladsen, med venner, børn, øvrig familie, naboer, i foreninger etc.
Dét er humlen: Vi er flokdyr, der lever i fællesskaber. Vi skal indgå kompromiser!
Hvis vi ikke gør det, er det enten fordi, vi er enige hele tiden (hvilket er usandsynligt), eller fordi den ene part giver sig.
Man kan naturligvis vælge at leve fuldstændig kompromisløst - “my way or the highway”. Jeg forestiller mig blot, at det kan være et ensomt liv, fordi det må være svært for andre at være omkring en, der aldrig vil give sig på noget som helst.
Det var dét med den markvej
Det viste sig, at drømmen om en markvej symboliserede min mands brug for plads til alt hans halløj.
Og mit byhus symboliserede liv, og at børnene ville kunne gå og cykle rundt i stedet for at blive kørt til alt. Altså frihed for dem og for os.
Vores kompromis blev et nedlagt autoværksted med masser af plads i en lille by med skole til 9. klasse, indkøbsmuligheder, apotek, frisører etc. Ingen af os fik vores vilje 100 %.
Til gengæld fandt vi en helt tredje mulighed sammen - med det bedste fra begge verdener.
Havde den ene af os fået sin vilje, var det ikke et kompromis. Så var det en skæv forhandling, hvor den ene var visnet med tiden.
Hvad vil du, og hvad vil jeg?
Moralen må være “Give a little, take a little”. Altså at mødes på midten i en søgen efter den rigtige balance mellem hvad man selv vil, og hvad den anden vil.
Fordi man er i et respektfuldt, ligeværdigt fællesskab.
Balancen kan hurtigt tippe, hvis den ene part ikke er helt klar på, hvad vedkommende egentlig vil og kommer til at sige ja til noget, der efterfølgende føles forkert.
Så, det ville være mit råd, hvis det her ellers var en brevkasse!
- Find ud af, hvad der er virkelig vigtigt for dig, og hvad du godt kan give dig på. Den anden part skal gøre det samme.
Hvordan kan man ellers vide, hvor midten er?!
Faktaboks
- Lone Folke Bendstrup 48 år
- Fra Svendborg, bor i Østbirk
- Gift med Jesper Folke, ejer af Folkes Garage Mor til 2 børn på 16 og 20 år
- Freelancer: Koordinering og kommunikation Med-Initiativtager til Vores Kreative Ø
- Blogger om livet med mange passioner på www.multipassioneret.dk