(Foto Arendina Post de Jong)
HYLKE - Hylke Veterantræf begyndte i 2006 med bare 10 biler. Lørdag fejrede træffet 20-års jubilæum med 140 tilmeldte køretøjer og stationære motorer, mens publikum fyldte pladsen ved Hylke Nærbutik og Hylke Skole.
Af Jørn Kildall. Foto Arendina Post de Jong
Der var trængsel mellem bilerne og en lang kø efter grillpølser.
En lille gruppe mænd gik rundt med pølsebakker i hænderne. De kiggede på biler, sparkede lidt dæk og tog en bid af den ristede frankfurter.
(Foto Arendina Post de Jong)
Fra 10 biler til 140
På 20 år er veterantræffet vokset fra de første 10 biler til årets 140 tilmeldte køretøjer og stationære motorer.
Volvo, Opel, Morris, Morgan og Ford stod side om side. Dertil kom traktorer, motorcykler, knallerter, scootere og lastbiler.
Flere af de voksne gæster genkendte køretøjer fra deres egen ungdom.
“Sådan en tog jeg mit kørekort i,” lød det fra en mand foran en af bilerne.
For børnene var køretøjerne ikke gamle minder. De var bare anderledes.
Seksårige Lukas havde også fundet sin favorit.
“Den er mere sej end fars Tesla,” sagde han.
(Foto Arendina Post de Jong)
Gamle toner mellem motorerne
Midt mellem bilerne kom der også musik.
En lirekassemand med fuldskæg og høj hat drejede på håndtaget og sendte gamle toner ud over pladsen.
På lirekassen sad en stor tøjabe. Den havde naturligvis også høj hat på.
(Foto Arendina Post de Jong)
Fast tur over Ejer Bavnehøj
Dagen begyndte som tidligere år med en fælles køretur i området.
Kortegen gjorde pitstop på Ejer Bavnehøj, inden køretøjerne vendte tilbage til Hylke.
Fem dage før jubilæet havde arrangørerne allerede lukket for flere biler. Pladsen var fyldt.
Træffet var åbent for køretøjer, der var mindst 35 år gamle. Enkelte var mere end 100 år.
I anledning af 20-års jubilæet var der i år præmier til tre køretøjer i hver af de syv grupper.
Ved pølsekøen blev der imens ved med at komme nye kunder.