
Pernille Holm
Byrådsmedlem og spidskandidat for SF i Horsens
DEBAT - Det er blevet valgkamp, og det er dermed højtid for store drømme og vilde ønsker, som var det jul.
Af Pernille Holm
Byrådsmedlem og spidskandidat for SF i Horsens
Sådan er jeg bare ikke som menneske. Jeg vil bare gerne have at tingene fungerer.
Jeg har ikke brug for store og vilde ting – jeg har brug for få ting, der fungerer. Det er ikke vigtigt for mig at noget skal se godt ud udadtil, men det skal være godt og trygt indadtil.
Jeg har heller ikke brug for at prale med noget, men for at gøre ting ordentligt, så jeg er tilfreds. Jeg har brug for, at der er styr på min base.
Det er sådan set det eneste jeg ønsker det for Horsens kommune. At kommunen, som er vores fælles base, skal fungere.
Jeg synes ikke helt at kommune-basen altid virker som den skal. Det er som om den nogle steder er holdt sammen af gaffatape, og så kan det jo ikke nytte noget at smide glimmer på, og håbe på at det holder, mens vi smiler og siger ”jamen i det mindste ser den flot ud”.
Jeg og SF vil gerne reparere kommunen ordentligt med nok pædagoguddannede voksne i vores daginstitutioner og skoler, nok uddannet personale på vores plejecentre, et ordentligt bibliotek, nok rådgivere støtte til både børn og voksne, nye vinduer i vores bygninger, ordentlige haller, en folkeskole for alle. Det lyder måske kedeligt, men kommunens opgave er at yde en masse velfærd. Så det synes jeg vi skal sørge for.