KV25/PORTRÆT - Hun er Enhedslistens spidskandidat i Horsens, elsker langrend, slår notifikationerne fra – og skruer selv lampen op derhjemme. Mød Lisbeth Torfing, der midt i det politiske maskinrum stadig har begge ben solidt plantet i mulden på landet.
Tekst og foto Jørn Kildall
Når man vokser op med både en katolsk privatskole og en mor, der tysser på én for at nævne, at gudfars partner hedder Ole – ja, så bliver man enten forvirret... eller politisk aktiv. For Lisbeth Torfing blev det lidt af begge dele.
– Jeg kan huske følelsen af uretfærdighed. Hvorfor måtte Niels og Ole ikke bare være et par som alle andre? Det satte noget i gang, fortæller hun med det der blik, der både kan være mildt og ret bestemt på samme tid.
“Det er jo bare fletninger – men det var det ikke”
Da hun som 14-årig sad i en frisørstol i Sydafrika i 11 timer for at få lavet afrofletninger, begyndte en anden del af verdensbilledet at tage form.
– Det ændrede alt. Både fordi det åbnede samtaler med sorte kvinder på gaden – og fordi nogle af de hvide kiggede som om, jeg var trådt ud af et rumskib. Det var både vildt og vigtigt.
Skiferier, alvor og livsvalg
Senere blev livet mere alvorligt. Da hendes mand fik konstateret en hjernesvulst, blev det tydeligt for Lisbeth, at arbejdsliv og familieliv ikke bare kan passe sig selv.
– Jeg måtte vælge. Jeg valgte politikken. Ikke fordi det var let, men fordi jeg elsker det. Men jeg sagde også farvel til et almindeligt job for at kunne tage på de der ture på langrendsski – fra sted til sted. Den slags man ellers bare bliver ved med at udskyde.
Hverdagen i Grumstrup: brætspil, skruetrækker og “Hej Katlas mor!”
Lisbeth bor i Grumstrup, hvor hun stadig bliver lidt paf over at se sig selv på plakater i lygtepælene. Særligt når børn i hallen råber: “Er du ikke Katlas mor?”
– Det er jo også lidt grænseoverskridende. Det er noget andet at stå og dele pjecer ud i Horsens. Men når man står i Fakta og møder en vælger i joggingbukser og med uglet hår – ja, så er man pludselig bare menneske igen.
Når hun slapper af, er det ikke med et strikketøj, men med en skruetrækker.
– Jeg er den, der ejer værktøjskassen herhjemme. Det er tit folk bliver overraskede over det, fordi jeg virker “intellektuel”. Men altså – der skal jo også hænge lamper op, ikke?
Skærmfri zoner og sms’er kun ved nødstilfælde
Hun har slået notifikationer fra på telefonen. Ikke bare sådan lidt, men helt. Kun opkald og SMS’er kan nå hende. Og helst ikke om natten – medmindre det brænder.
– Man bliver vanvittig af hele tiden at blive afbrudt. Så jeg bestemmer selv, hvornår jeg læser mail. Det har jeg lært er sundt – både for sjælen og for familien.
Politik med jord under neglene og hjertet det rette sted
Lisbeth Torfing fylder ikke rummet med store armbevægelser, men hun er svær at overse. Hun er typen, der banker et søm i væggen, læser bøger med tekop i hånden og tager det lange, seje træk for et mere rummeligt samfund. Hun er både Katlas mor, Grumstrups handyman og en politiker med begge fødder solidt plantet i virkeligheden – og det er måske lige præcis det, der gør hende så ualmindeligt almindelig. På den allerbedste måde.