Gå til hovedindhold

MADE på ØB



Morten Jensen fra Velux

ØSTBIRK - Oversat betyder overskriften, at Østbirk Bygningsindustri/Velux fredag havde besøg af 150 medlemmer af fra MADE, som er en organisation, der arbejder for at fremme produktion i Danmark gennem forskning, innovation og uddannelse.

Tekst og foto Per Bonde

MADE er en organisation, hvor en lang række af Danmarks produktionsvirksomheder er medlem, og heriblandt Velux. MADE er støttet af en række af offentlige og private fonde, samt forskningsinstitutioner i hele landet. Fredag lagde Velux lokaler og faciliteter til MADE’s årsmøde i deres nye satsning – Innovation House i Østbirk.

Resultatforbedringer på 1,5 mia. kr.

Der var indlæg fra rigtig mange prominente folk, der hver især bidrog til at beskrive de mange fælles udfordringer, der er i produktions Danmark, og at man ved at benytte hinanden og de fælles kompetencer i MADE, kan styrke sin position. MADE faciliterer viden og samarbejde, der medvirker til at styrke den enkelte virksomheds konkurrenceevne og effektivitet. Ifølge formand for MADE, Ulrich Hedegaard Brorson, har danske virksomheder med input fra MADE skabt forbedrede resultater på 1,5 mia. kr., men han fortalte også, at der er et meget større potentiale, der bare venter på at blive høstet.

MADE bidrager med ideer til udvikling

Direktør Morten Jensen fra Velux, startede sit indlæg på årsmødet med at fortælle, at han måske i starten var lidt skeptisk overfor, hvad en virksomhed som Velux ville kunne få ud af sit medlemskab af MADE. Men han har ændret holdning.

Kravene fra markedet bliver mere og mere udfordrende, fortalte Morten, vi bliver f.eks. mødt med ønsker om små og store produktændringer til vores forskellige markeder. Det medfører for løbende ændringer i vores produktionslinjer, med utallige omstillinger, og det udfordrer vores effektivitet. Vi er ikke ene om disse udfordringer, og med samarbejdet i MADE er vi ikke nødt til selv at opfinde den dybe tallerken hver gang.

Kultur er vigtig

Vi er rigtig gode til at indsamle data fra alle dele af vores produktion, og vi kan med analyse af dem sætte vores teknologier op til hjælpe os og vores medarbejdere til at øge effektiviteten – dog med den hage, at effektivitet i høj grad også er bundet op på vores kultur. Derfor arbejder vi hårdt på at binde teknologi og kultur sammen. Vi bruger blandt andet AI til at finde veje til at give vores medarbejdere mulighed for at tage beslutninger, der fører til de rigtige handlinger i hele vores leveranceproces.

Vi er meget opmærksomme på, at denne sammenbinding af teknologi og kultur kræver uddannelse i alle led, så ud over at ansætte kvalificerede medarbejdere kommer vi til at sætte ind med løbende uddannelse af ikke mindst vores medarbejdere i produktionen. Alle skal forstå, hvad der sker, og alle skal have et indgående kendskab til teknologiernes muligheder og begrænsninger.

Øger Danmarks konkurrenceevne

Velux er en del af produktions Danmark, og vi kan høste mange fordele ved at deltage i MADE, ligesom vi har rigtig mange erfaringer, andre virksomheder kan drage nytte af. På den måde kan vi både styrke vores egen position på markedet, mens vi samtidig kan være med til at løfte andre danske virksomheders position og effektivitet og dermed være med til at løfte dansk konkurrenceevne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer