Gå til hovedindhold

Mænd kan godt tale om det, der fylder



Mandeklub i Østbirk

Stolene står klar i Det Røde Savværk i Østbirk, hvor mænd over 60 mødes til samtaler om livet, erfaringerne og det, der fylder. (Privatfoto)

ØSTBIRK - Omkring 20 mænd over 60 har allerede været med i “Gå til mand 60+” i Østbirk. Nu inviterer Johannes Thomsen til tre nye aftener om voksne børn, alder og litteratur.

Af Jørn Kildall

Omkring 20 mænd har allerede sat sig til rette i Det Røde Savværk i Østbirk for at “gå til mand”.

Nu gør Johannes Thomsen det igen. Tre aftener i efteråret skal handle om voksne børn, alder og litteratur.

Ikke undervisning

Ideen er enkel: Mænd over 60 mødes og taler sammen.

Ikke til undervisning. Ikke til underholdning. Og heller ikke for at vinde en diskussion.

“Det handler ikke så meget om at gøre, men om at være,” siger Johannes Thomsen.

Han vil samtidig gøre op med forestillingen om den lidt forstenede mand, der mangler ord, når samtalen kommer tæt på.

“Min erfaring er, at mænd har meget på hjerte, og vi har et sprog for det,” siger han.

De samme tanker

Johannes Thomsen mener, at rammerne betyder noget. Deltagerne skal vide, hvad de kommer til, og der skal være plads til at byde ind.

Når mænd møder andre mænd på samme alder, kan der også dukke en genkendelse op.

“Man opdager, at andre går med nogle af de samme tanker og erfaringer, og så kommer ordene ofte af sig selv.”

Det er netop den erfaring, Johannes Thomsen tager med ind i efterårets nye møderække.

Ældes med ynde

Første aften handler om kontakten til de voksne børn.

Spørgsmålet er, hvad der sker med forholdet, når børnene for længst er blevet voksne, og forældrene selv bliver ældre.

Næste overskrift er “Ældes med ynde”.

Her skal mændene blandt andet tale om, hvad alderen gør ved dem, og hvad årene har givet dem af erfaringer.

Den sidste aften handler om litteratur og om, hvorvidt bøger kan sætte ord på noget fra ens eget liv.

Tre aftener i savværket

Formen bliver korte oplæg, samtaler og små workshops.

Deltagerne kommer ikke for at blive undervist. De skal selv være med.

“Mænd kan godt. Vi skal mødes med tillid og som de gode og erfarne mennesker, vi er,” siger Johannes Thomsen.

Møderne holdes 24. september, 29. oktober og 26. november fra klokken 19.00 til 21.30 i Det Røde Savværk i Østbirk.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Åbent hus Aktivitetscenter Brædstrup".
Åbent hus Aktivitetscenter Brædstrup

Reklamer