Gå til hovedindhold

Magi i luften på Månen



Halberg og Ray Dee Ohh på Smukfest

SMUKFEST - Poul Halberg fejrer i år 50 år som aktiv musiker. Fredag middag på Smukfest blev jubilæet markeret med en ganske særlig koncert med titlen ”Ray Dee Ohh Edit”, hvor Marie Bramsen for første gang siden 1992 stod på scenen sammen med Halberg. Det blev en koncert fyldt med hits, spilleglæde, nostalgi – og ægte livemusik.

Af Dan Ingemann Jensen. Foto: Flemming Ege

Smukfest har fået en ny scene, Månen, og fredag middag blev den rammen om en af de koncerter, hvor både musikken og historien omkring den gik op i en højere enhed.

Poul Halberg fejrer i år 50-års jubilæum som aktiv musiker og har gennem foråret været på en længere turné med sit faste band, en turné der fortsætter i efteråret. Men koncerten på Danmarks Smukkeste var noget helt særligt.

Til denne ene koncert havde Halberg nemlig inviteret Marie Bramsen med på scenen – stemmen, som mange vil huske fra både Tøsedrengene og Ray Dee Ohh.

Og allerede fra start kunne man mærke, at der var en særlig stemning på Månen.

Som Poul Halberg selv konstaterede fra scenen, var det første gang siden 1992, at han stod ved siden af Marie Bramsen på en scene. Mere end 30 år var gået, men det musikalske fællesskab var intakt.

Halberg og Ray Dee Ohh på Smukfest

Et imponerende bagkatalog

Der er nok at tage af, når Poul Halberg åbner sangbogen. Gennem årtier har han skrevet nogle af de melodier, der nærmest er blevet en del af den danske musikalske folkesjæl, og fredag fik publikum dem serveret på et sølvfad.

Bandet spillede utrolig ”tight”. Poul Halbergs faste sangerinde Heidi Degn var i front sammen med Marie Bramsen, og de to stemmer fungerede fremragende sammen – forskellige, men begge med stor styrke og personlighed.

Og så var det en fornøjelse at opleve en koncert, hvor livemusik virkelig betyder live.

I en tid, hvor man indimellem oplever bands supplere koncerten med backingtracks og forprogrammerede elementer, kommer alt hos Halberg fra musikerne på scenen. Det giver dynamik, nærvær og den lille smule uforudsigelighed, som netop er en del af magien ved en rigtig koncert.

Halberg og Ray Dee Ohh på Smukfest

Fra hårbørsten til scenen på Smukfest

Et af koncertens mest bevægende øjeblikke kom Mandags-Stævnemøde.

Heidi Degn fortalte, hvordan hun som teenager stod hjemme på værelset, da sangen blev spillet i radioen. Som så mange andre unge sang hun med – med hårbørsten som mikrofon.

Dengang var Marie Bramsen et af hendes store forbilleder.

Nu stod de pludselig side om side på Månen på Smukfest og sang den samme sang sammen.

Det blev et smukt øjeblik, hvor mere end 40 års dansk musikhistorie nærmest blev samlet på én scene. Og de to stemmer klædte den klassiske og stemningsfulde sang på fornemste vis.

Halberg og Ray Dee Ohh på Smukfest

En rød Fender og et berømt riff

Selvfølgelig skulle vi også have Magi i luften.

Poul Halberg fortalte historien om, hvordan han i 1981 fik en rød Fender-guitar. Mens han sad og legede med den, dukkede et riff op.

Et lille guitarriff, der siden skulle blive et af de mest genkendelige i dansk popmusik.

Og da de første toner lød fra scenen på Månen, behøvede publikum naturligvis ingen yderligere introduktion.

Der var i den grad magi i luften.

Halberg og Ray Dee Ohh på Smukfest

”Og nu står vi her 40 år efter”

Hen imod slutningen af koncerten kom Efterår, og igen knyttede Poul Halberg en personlig historie til sangen.

Da nummeret blev skrevet, var medieverdenen en ganske anden end i dag. Der var kun én landsdækkende radiostation, og som musiker ventede man spændt på, om ens nye sang blev taget ind og spillet. Radioen var ganske enkelt en af de vigtigste veje til at få musikken ud til danskerne.

Halberg fortalte, at han stadig husker første gang, han hørte Efterår blive spillet i radioen.

Og så stod han der fredag middag på Smukfest, næsten 40 år senere, mens publikum sang ordene tilbage til ham:

”Giv mig dine drømme, giv mig bare én, giv mig lidt af livet.”

Det var tydeligt, at øjeblikket også ramte hovedpersonen selv.

Her behøvede man egentlig ikke sige så meget mere.

For det fortalte historien om, hvad en god sang kan. Den kan blive skrevet på et bestemt tidspunkt i et menneskes liv, komme ud gennem radioen og siden følge generationer gennem årtier.

Fredag middag kom sangene hjem igen.

Til Poul Halberg, Marie Bramsen og et fremragende band – og til et publikum, der stadig kunne ordene.

En fantastisk koncert og en fremragende start på fredagen på Danmarks Smukkeste.

Der var – helt bogstaveligt – magi i luften på Månen.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Grillfest i Lund".
Grillfest i Lund

Reklamer

Mest læste artikler