Mumle fylder Stjernescenen med nærvær

SMUKFEST - Fra de første toner af 4 Uger til fællessangen på "Det Modsatte" oplevede jeg en kunstner, der fik Smukfests store Stjernescene til at føles intim.

Af Hanne Ingemann Torbensen. Foto: Flemming Ege

Jeg oplevede Mumle første gang på Smukfest i 2025, hvor hun gæstede TV-2 og sang Som Om sammen med Steffen Brandt. Deres intense samspil gjorde et stort indtryk på mig. Derfor var forventningerne høje, da jeg i år stod foran Stjernescenen for at opleve hende med sit eget band.

Allerede efter få minutter vidste jeg, at de ville blive indfriet.

Koncerten blev skudt i gang med Dårligt Match, 4 Uger og Mandemand. Allerede under 4 Uger sang publikum med af fuld kraft. Den energi, Mumle kom på scenen med, slap aldrig sit tag, men hun formåede samtidig at variere koncerten, så de store fællessange blev afløst af stille, alvorlige øjeblikke med blandt andet Hospice, hvor hun under hele nummeret sad stille på scenen og sang. Netop den kontrast gjorde koncerten levende.

Masser af nærvær

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var hendes nærvær. Hun fortalte små historier mellem sangene, fulgte sine indskydelser og virkede aldrig som én, der læste op fra et manuskript. Da et F-35-fly pludselig overdøvede scenen, flettede hun spontant en bemærkning ind i teksten om, hvorvidt Danmark mon var i krig igen. Hun greb nuet, præcis som det opstod.

Mod slutningen kom hun helt ned i "graven" for at komme tættere på publikum. Det virkede næsten, som om hun ønskede at fjerne den afstand, som en stor festivalscene normalt skaber. Hendes mimik og gestik var hele tiden en del af fortællingen, og man mærkede, at kontakten til publikum betød lige så meget som selve musikken.

Selv sagde hun, at det var første gang, hun stod på Stjernescenen, og at den føltes stor at fylde ud. Alligevel formåede hun at gøre den intim. Med en kulisse udformet som et hus, hvor både Mumle og de tre musikere frit kunne bevæge sig rundt på taget, blev hele scenerummet taget i brug og udnyttet til fulde.

Hun mener det

Et af koncertens stærkeste øjeblikke kom før Mennesker Nok. "Husk kærlighed – og lad være med at dømme hinanden." Det lød ikke som en kliché, men som noget, hun selv mente. Den varme og rummelighed prægede hele koncerten og blev spejlet af publikum.

Hun talte sit varme jyske sprog og præsenterede 4 Uger som en "rigtig jysk popslasker". Det var charmerende og understregede, at hun ikke forsøger at være noget andet end den, hun er. Mod slutningen af koncerten takkede hun publikum for at være kommet til koncerten – "selv om Simon Kvamm står og brøler ovre på Bøgescenen". Hun fortalte med et smil, at de ellers havde aftalt, at han skulle opleve hendes koncert, men det kunne jo ikke rigtigt lade sig gøre.

Netop kombinationen af stor professionalisme og ungdommelig umiddelbarhed gjorde koncerten særlig. Intet virkede indøvet, selv om alt var under kontrol.

Hele skoven sang til sidst

Koncerten sluttede, som Mumle selv sagde, den skulle – med Det Modsatte. Det føltes som hele Bøgeskoven sang med, en naturlig kulmination på en koncert, hvor fællesskabet mellem scene og publikum havde været den røde tråd fra første til sidste tone.

Måske er det største paradoks hendes kunstnernavn. For Mumle mumler ikke. Tværtimod. Hver eneste tekst står lysende klart, og hendes ord rammer med både styrke og følelse. Hun er en kunstner, der mestrer den sjældne balance mellem professionalisme og spontanitet, mellem stor scene og tæt nærvær.

Da koncerten var slut, stod én tanke tilbage hos mig: Nogle kunstnere fylder en scene med lyd. Mumle fylder den med nærvær.