Gå til hovedindhold

Musik i Byhaven trak flere hundrede gæster



Musik i Byhaven - Anders Abrahamsen

BRÆDSTRUP - Henriette Sonne og Anders Abrahamsen stod for musikken, da Byhaven i Brædstrup dannede ramme om årets udgave af Musik i Byhaven. Omkring 250-300 mennesker lagde vejen forbi i løbet af eftermiddagen.

Af Jørn Kildall. Foto Thomas Rasmussen

De fleste stole var optaget, da Henriette Sonne og Anders Abrahamsen lørdag eftermiddag gik på. Ved bordene sad folk med pølser, fadøl og sodavand, mens de første toner bredte sig gennem Byhaven.

Flere sang med. Andre nøjedes med at vippe med fødderne.

Ifølge Britta Würtz Jensen har arrangementet fundet en fast plads i kalenderen.

– Det er jo en årlig tilbagevendende begivenhed nu efterhånden. Det er tredje år, vi kører. Og som du kan se, så er det ret velbesøgt. Det bliver mere og mere år på år, siger hun.

Musik i Byhaven - publikum på bænkene

Flere finder vej til Byhaven

I løbet af eftermiddagen vurderer hun, at mellem 250 og 300 mennesker lagde vejen forbi.

– Det er sådan noget, der er godt til at styrke sammenholdet i byen. Folk kan hygge sig. Det er dejligt. Der er et stort arbejde i at få det her banket op. Men jeg bliver glad i låget, når jeg ser, at der er så mange, der kommer, siger hun.

Ved boden med drikkevarer var der flere gange kø. En mand kom tilbage til bordet med fire dåser sodavand under armen. Længere henne blev der skålet over et bord fyldt med naboer og bekendte.

Mellem numrene lød der klapsalver.

Musik i Byhaven - Bypedellerne

Lokale kræfter bag

Musik i Byhaven arrangeres af bypedellerne med støtte fra Brædstrup Lokalråd og Brædstrup Kultursamvirke.

– Det gør bypedellerne. Men vi har lokalrådet i ryggen. Hvis vi mangler folk, så stiller nogen fra lokalrådet op. Eller hvis vi mangler økonomiske midler, så kan vi også hente lidt der, fortæller Britta Würtz Jensen.

På scenen stod to velkendte navne for mange i Brædstrup.

– Det gør Henriette og Anders, som jo bor her i byen, og som meget gerne stiller op til alle mulige arrangementer i byen. Det er rigtig fint, fordi vi har nogle lokale kræfter at trække på, siger hun.

Henriette Sonne og Anders Abrahamsen spillede sange, som mange kendte. Flere steder i publikum blev der sunget med på omkvædene.

Britta Würtz Jensen lægger ikke skjul på, at der måske skal prøves noget nyt næste år.

– De kender efterhånden Henriette og Anders rigtig godt, så nu skal der nok lidt nyt til.

Da endnu et nummer gik i gang, blev snakken ved bordene kort afbrudt. Nogle lænede sig tilbage. Andre klappede takten med hænderne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Døgnrapporten: Se hvad der skete".
Døgnrapporten: Se hvad der skete

Reklamer