Nyt rejsehold skal styrke sygeplejen lokalt
Sygeplejerske Camilla Snorgaard øver sig i at lægge en venflon på en test-arm.
Akutsygeplejersker fra Regionshospitalet Horsens rykker ud til kommunerne for at undervise i anlæggelse af venflon. Målet er, at flere borgere kan få behandling tæt på hjemmet og undgå unødige hospitalsbesøg.
Af redaktionen
Flere borgere skal fremover kunne få behandling tættere på hjemmet.
Derfor har Regionshospitalet Horsens oprettet et nyt rejsehold, som skal undervise kommunale sygeplejersker i anlæggelse og pleje af perifere venekatetre, også kendt som venflon.
Rejseholdet består af erfarne akutsygeplejersker, som rykker ud til kommunerne og underviser både nye og erfarne sygeplejersker.
Træning på test-arm
Det første undervisningsforløb er allerede gennemført i Skanderborg Kommune.
Her blev teori afløst af praktiske øvelser på kunstige IV-arme, hvor deltagerne kunne træne teknikken, inden de skal bruge den på patienter.
En af deltagerne var sygeplejerske Camilla Snorgaard fra Plejecenter Præstehaven og hjemmesygeplejen i Hørning.
– Det er rart at kunne øve sig på en træningsarm, når man ikke har prøvet at anlægge en venflon før. Undervisningen har været rigtig givende, og nu håber jeg snart at få mulighed for at anlægge en venflon på en patient, siger hun.
Undervisningen er udviklet i samarbejde mellem Regionshospitalet Horsens og kommunerne Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg.
Akutsygeplejerskerne Henrik og Dorthe på vej til første PVK-undervisning med undervisningsudstyret.
Færre ture til hospitalet
Tanken bag ordningen er enkel.
Hvis flere kommunale sygeplejersker kan anlægge og håndtere et venekateter, kan flere behandlinger foregå lokalt. Det kan spare borgerne for transport og unødige besøg på hospitalet.
– Det nye rejsehold gør det muligt for flere patienter at få anlagt PVK i kommunalt regi og dermed forebygge unødvendige hospitalsbesøg. Samtidig styrker vi samarbejdet mellem kommuner og hospital, deler mere viden på tværs og løfter kvaliteten tættere på borgernes hverdag, siger Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Sundhedsråd Horsens.
Projektet er støttet af fælles lokale midler og ligger i tråd med ønsket om, at flere sundhedsopgaver skal løses tættere på borgerne.
I Skanderborg ser man også gevinster ved den nye indsats.
– Det er en stor gevinst for både borgere og medarbejdere, at vi kan løfte flere opgaver lokalt. Borgerne kan få hjælp hurtigere og tilmed i eget hjem, så de undgår både transport og den belastning, det kan være at blive taget ud af deres vante hverdag, siger Christina Høy Olrik, leder af Sygeplejen og Terapeuter i Distrikt Skanderborg.
Akutsygeplejerskerne Dorthe og Henrik giver kursisterne hands-on undervisning kombineret med et fagligt oplæg.
Rammer et behov
De første evalueringer fra undervisningen i Skanderborg og Odder viser, at kurserne rammer et konkret behov.
Flere kursister fortæller, at de føler sig bedre rustet til at anlægge et venekateter efter undervisningen.
Samtidig peger de på, at proceduren ikke udføres så ofte i det kommunale arbejde, og at det derfor er værdifuldt at få teknikken genopfrisket.
Rejseholdets arbejde stopper ikke ved den første undervisningsrunde.
Fremover bliver der både tilbud om grundlæggende undervisning, årlig opdatering af færdigheder og et særligt forløb for akutsygeplejersker, som skal kunne hjælpe kolleger ved mere avancerede opgaver.
Erfaringerne kan også blive brugt på andre områder. På sigt kan lignende undervisningsforløb komme til at handle om blandt andet kateteranlæggelse og andre kliniske procedurer, hvor kommunerne efterspørger flere kompetencer.