Gå til hovedindhold

Østbirkhallen omdannet til hoppeland



Hoppeland personalet i boden

8.-klasserne fra Østbirk Skole stod for alt det praktiske – fra entre til slikbod – for at samle penge ind til deres Islandstur i 2026.

ØSTBIRK - Torsdag og fredag i efterårsferien havde 8.-klasserne på Østbirk Skole omdannet Østbirk hallen til et kæmpe hoppeland.

Tekst og foto Per Bonde

De to dage vrimlede hoppelandet med børn i alle aldre, der nød glæden ved bevægelse på de oppustede madrasser, mens forældrene tålmodigt havde taget plads på trinene langs gulvet.

Det var Østbirk Skoles 8. klasser, der stod for arrangementet for at samle midler ind til deres tur til Island i august 2026. Det var eleverne, der stod for at tage mod betaling for entre, og det var eleverne, der bemandede boden med slik, sodavand og andre lækkerier. Hver elev skulle bruge mindst 2 timer på det praktiske arbejde, men de måtte selvfølgelig gerne yde mere.

Hoppeland i Østbirkhallen

Østbirkhallen var forvandlet til et farverigt hoppeland, da 8.-klasserne stod for to dages leg og bevægelse i efterårsferien.

Kæmpeindsats af eleverne

Kristine Ravnsbjerg, der er med i forældrerådet, forklarede, at eleverne selvfølgelig ikke var overladt til sig selv, men at der til stadighed var voksne, der kunne spørges til råds, hvis der var tvivl om noget. Det er også forældrerådet, der har aftalt med Jesper Bendtsen, at vi kunne låne hallen. Det var også forældrerådet, der havde indgået aftale med HopHans om leje af hoppeborgene. Jeg synes dog, det er vigtigt at fortælle, at eleverne har ydet en kæmpeindsats for at få arrangementet op at stå.

Hoppeland i Østbirkhallen

Der var grin og hvin i Østbirkhallen, hvor børn i alle aldre kastede sig frygtløst ud på de oppustede madrasser i det store hoppeland.

Grin og hvin

De mange hoppende børn nød dagen, og det var imponerende at se, at de store tog hensyn til de små, og på intet tidspunkt, i den time jeg var til stede, var der andet end grin og hvin. Forældrene kunne holde sig på deres pladser, og bare være klar med forfriskninger når de ophedede børn havde brug noget at drikke eller lidt at spise.

Kristine kunne fortælle, at der er tilfredshed med besøgstallet, og at der formentlig er et pænt bidrag til Islandsturen. Vi er meget glade for den imødekommenhed, vi har mødt alle steder – ikke mindst Jesper fra Østbirk Hallen, slutter Kristine Ravnsbjerg.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer