Gå til hovedindhold

Nye rækkehuse skyder op i Bakkedalen



Første Spadestik Bakkedalen Østbirk

ØSTBIRK - Efterspørgslen på boliger i Østbirk er tydelig. Derfor bygger ALBO nu 20 nye rækkehuse ved siden af de 26 boliger fra 2023. Samtidig kommer et fælleshus til områdets beboere.

Tekst og foto Jørn Kildall

Der er igen gang i byggeriet i Bakkedalen i Østbirk.

Boligorganisationen ALBO opfører 20 nye rækkehuse i området.

Beslutningen kommer ikke ud af det blå. De 26 rækkehuse, som stod klar i 2023, blev nemlig næsten udlejet, før den sidste sten var lagt.

Derfor er glæden også tydelig hos ALBO.

“Vi er utrolig glade for, at vi har fået mulighed for at bygge yderligere 20 rækkehuse på Bakkedalen,” lød det blandt andet ved første spadestik.

Spadestik Bakkedalen Østbirk

Boliger til både familier og seniorer

De kommende boliger bliver på tre eller fire værelser. Størrelsen kommer til at ligge mellem 85 og 105 kvadratmeter.

Huslejen forventes at lande mellem 7.500 og 8.500 kroner om måneden, før forbrug.

Interessen for at flytte til Østbirk er stor. Den kommer både fra børnefamilier og fra seniorer, som ønsker en mere overskuelig bolig.

Ud over rækkehusene bliver der også opført et fælleshus. Det skal komme alle ALBOs beboere i Østbirk til gode.

Spadestik Bakkedalen Østbirk

Klar til indflytning i 2027

Planen er, at byggeriet går i gang i efteråret 2025.

Hvis tidsplanen holder, kan de første beboere flytte ind i løbet af 2027. Den samlede byggesum ligger på omkring 50 millioner kroner.

Første spadestik blev taget en småkold og blæsende dag. Heldigvis var der sat et telt op, så de fremmødte kunne komme i læ.

ALBOs formand Kim Bergmann holdt tale, før spaderne ramte jorden.

Da ceremonien var slut, åbnede pølseboden. Den viste sig hurtigt at være et populært samlingspunkt.

Næsten alle stillede sig i kø efter en varm pølse med brød. Og i den kø var der både snak, grin og lidt varme til kolde fingre.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer