NIM - Det begyndte med blå himmel og sluttede med bulder og brag – men midt i torden og benzinrøg holdt Hill Climb-festen i Nim sin vanlige charme.
Af Jørn Kildall. Foto Arendina Post de Jong
Det hele begyndte så nydeligt. 7. afdeling af HMS Hill Climb-mesterskabet blev skudt i gang lørdag den 30. august i Nim med 44 biler klar til kamp – dog én enkelt afbud undervejs. Klokken tikkede, tidsplanen holdt, og stemningen var lige som den plejer at være i Nim: Let, løssluppen og duftende af 98 oktan.
– Det er altid en god dag her. Folk kender hinanden, og det summer bare af bilglæde, sagde en af tilskuerne, imens han nippede til sin medbragte termokaffe og spejdede ned ad ruten, hvor motorerne brølede sig varme.
Skolegården som ryttergård
Traditionen tro var skolegården ved Nim Skole igen omdannet til ryttergård. Her kunne man gå blandt rallybilerne, mens mekanikerne gav dem den sidste kærlige hånd. Der blev justeret karburatorer, pudset lygteglas og udvekslet gode råd over åben motorhjelm.
– Det er lidt som juleaften med dæk og olie, lød det fra en entusiastisk far, der havde sin 8-årige søn med for første gang.
Himlen åbnede sig midt i løbet
Men som det så ofte sker med dansk vejr – det holdt ikke. Efter pausen, hvor første del af løbet var kørt, trak skyerne sammen. Regnen kom først stille, så bestemt. Og da tordenen meldte sin ankomst, var det med bulder nok til at få både tilskuere og enkelte deltagere til at pakke sammen og køre hjem. Men mange blev.
– Det hører jo med. Lidt regn gør det hele lidt sjovere – og farligere, grinede en kører, mens han skiftede til regndæk og sendte sin co-driver afsted efter en varm pølse.
(Journalisten skal ærligt indrømme, at han faktisk ikke aner, om det var regndæk – det lignede bare noget meget groft mønster. Men det lød godt.)
Sladder og slinger i valsen
Trods det våde vejr forblev tilskuerne trofaste langs ruten – pakket ind i regnslag og med paraplyer i skovbunden. Og da bilerne satte af i tredje og sidste løb, var det med både spænding og svedige håndflader. Vejene var blevet glatte som brun sæbe, og flere biler måtte kæmpe for at holde sig på banen.
– Det er lidt som at danse i sokker på et stuegulv af spejl, sagde en erfaren kører med et skævt smil og en dryppende hjelm.
Det velkendte kaos – og det gode selskab
Men regn eller ej – stemningen fejlede intet. Folk hyggede sig, snakkede, grinede og nød duften af brændt kobling og brombær fra grøftekanten. Der var noget velkendt og rart over hele arrangementet – som at komme hjem til noget, man kender og elsker.
Nim Hill Climb leverede endnu en gang – på sin egen, lidt skæve, lidt våde og helt igennem herlige facon.