Gå til hovedindhold

Fødselsdag i butikken – men der mangler frivillige



Røde Kors Hovedgård

HOVEDGÅRD - Røde Kors-butikken i Hovedgård fyldte søndag 30 år med kaffe, kage og mange kunder. Men bag fødselsdagen ligger også en udfordring: Butikken vil gerne have flere frivillige, og især yngre er svære at få med.

Tekst og foto Jørn Kildall

Solen rammer Hovedgård fra den pæne side denne søndag. Uden for Røde Kors-butikken på Horsensvej er varer rykket helt ud på fortovet.

Indenfor bliver der hurtigt tæt mellem stativerne. Børn, forældre og ældre kigger på kjoler, jakker, sko, legetøj og nips.

Fødselsdag midt i arbejdet

Små Dannebrogsflag hænger langs loftet. På disken ligger bunker af tøj, mens en frivillig sorterer varer og taler med en kunde.

Jubilæum eller ej. Butikken skal stadig passes.

Denne søndag er tre frivillige på arbejde. Flere af de øvrige er ude ved Røde Kors’ landsindsamling, som falder samme dag.

Indsamlere kommer derfor også ind ad døren for at aflevere indholdet fra deres raslebøsser.

Gunhild Porsgaard er daglig leder i butikken.

“Borgerne i Hovedgård er gode til at aflevere genbrug af høj kvalitet,” siger hun.

Varerne bliver også solgt hurtigt, og nye kommer løbende ind på hylderne.

“Det er gode varer, vi modtager, og vi kan godt bruge flere frivillige,” siger Gunhild Porsgaard.

Røde Kors Hovedgård

Svært at finde nye hænder

Hvor mange frivillige butikken mangler, har Gunhild Porsgaard ikke et præcist tal på.

Men hun oplever, at det især er svært at få yngre til at melde sig.

“Vi ved ikke, hvorfor vi ikke kan skaffe frivillige, men moderne familier har travlt og prioriterer måske anderledes end tidligere?” siger hun.

Røde Kors Horsens Nord driver også butikker i Østbirk og Tvingstrup.

De tre butikker giver tilsammen et årligt overskud på godt en million kroner.

Røde Kors Hovedgård

Genbrug bliver til hjælp

Pengene går blandt andet til lokale aktiviteter.

55 familier har fået julehjælp, mens 17 familier har været på fem dages ferie på Vestbirk Camping.

Børn og forældre har også været i Aarhus Teater, Den Gamle By, Djurs Sommerland og cirkus.

Derudover støtter pengene Røde Kors-arbejde uden for lokalområdet.

100.000 kroner er gået til Røde Kors’ sundhedsklinikker i Aarhus, Aalborg, Odense og København.

Der er også givet penge til hjælpearbejde i Malawi og Kenya samt 300.000 kroner til Røde Kors’ katastrofefond.

Tilbage i Hovedgård står der stadig tøj på disken, som skal sorteres. Fødselsdagen ændrer ikke på den del.

Preview image for the video "Røde Kors i Hovedgård fyldte 30 år".

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Røde Kors i Hovedgård fyldte 30 år".
Røde Kors i Hovedgård fyldte 30 år

Reklamer

Mest læste artikler