Caroline Stadsbjerg (f. 1994) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og ’Moder Jords døtre’ er hendes anden roman. På billedet ses anmelder Emilie Kildall med bogen.
BOGANMELDELSE - At leve i pagt med naturen kan betyde mange ting. Men for ellekvinder er der især én simpel regel som skal følges; tal ikke med mennesker, medmindre du skal indånde en han. Men hvad nu hvis nysgerrigheden og spørgsmålene tager over? Er mennesker virkelig så farlige?
Af Emilie Kildall
Ellekvinder har i generationer levet for sig selv og tilbedt Moderen, uden modstand fra hanner. For fødes der en han, bliver han ofret til Moderen. I romanen ’Moder Jords døtre’ følger vi ellekvinden Silani, som skal indånde en menneskehan for første gang. Hun føler dog ikke den eufori, som hun ved, de andre gør. Dette får hende til at sætte spørgsmålstegn ved matriarkatets ritualer og den verden de lever i. Det er hendes første skridt væk fra sine søstre og imod mennesker.
For hvad nu hvis mennesker ikke er så farlige, som Højestesøsteren siger? Og hvad hvis der ingen ellejægere er tilbage?
Anderledes og smuk fantasy
Det tyder på, at Stadsbjerg har fået inspiration i nordisk folketro omkring ellefolk. Jeg var ikke selv bevidst om dette folk, inden jeg læste romanen. Men denne verden bliver sat så utrolig smukt op, at man næsten skulle tro, at den eksisterede i virkeligheden.
Konceptet er så godt skruet sammen, og bliver fortalt så flot. Ellekvinder er uimodståelige, undfanger ved indåndingen, de bliver så meget i et med naturen, når de bliver gamle, at de bliver til et træ og det er ”som om Moder Jord har forsøgt at gøre mennesket efter, men har overset små detaljer der forbinder ellefolket til naturen”.
Det er simpelthen dansk fantasy i verdensklasse, som er skrevet digterisk og med et syn på naturen, som bare er forførende.
Skaber af verdener
I 2023 udgav Stadsbjerg romanen ’Carnivora’, hvor alle dyr er uddøde og vil vi mennesker have kød til aftensmaden, kommer det fra en ny menneskeart. Denne anmeldte jeg også, og jeg var ret begejstret. Og her i sin anden roman viser Stadsbjerg, at hun igen er en mester til at udforme alternative verdener. Hun formår endnu en gang at opsætte en verden, som ikke ligner vores og på en ganske troværdig måde. Sproget er malerisk og den måde naturen spiller ind i alle aspekter er meget smuk.
Tråde til Maren Uthaug
Den måde verdenen er beskrevet på og den måde hannerne er et arbejdsredskab, mindede mig om noget. Det gik op for mig, at jeg trak tråde til Maren Uthaugs forfatterskab. I hendes roman 11%, er hannerne lukket inde på avlscentre og bliver hun brugt til enten avl eller nydelse. Her er mænd farlige og ikke til at stole på - ligesom i Stadsbjergs nye verden. Hanner er her kun fjender og føde, og mere er der ikke at diskutere. Jeg er kæmpe fan af denne måde at skrive på, og opdigte en verden, som absolut ikke ligner vores.
Det med stjernerne
’Moders Jords døtre’ er en smuk fortælling om en fiktiv verden, men det er også en historie om ikke at føle, at man hører til, der hvor man er. En historie om at være så nysgerrig, at det kan koste dig alt i livet og er det det værd? Stadsbjerg formår at blande følelser alle kan nikke genkendende til sammen med en verden, som ingen kan nikke genkendende til. Hun gør det på en så unik måde, at man er nødt til at læse videre. Derfor giver jeg også romanen topkarakterer: 6 ud af 6 stjerner.
Det er simpelthen en sublim, malerisk og øjenbrynshævende roman!