Socialdemokratisk løftebrud
DEBAT - I 2021 lovede Socialdemokraterne 20 nye nærhospitaler. Sundhedsvæsenet skulle tættere på borgerne, og 13 byer blev udpeget. I dag – flere år senere – er ikke ét eneste af de lovede nærhospitaler blevet etableret. Det er svært at kalde det andet end - et løftebrud.
Af Hans Kristian Skibby (DD)
MF, Danmarksdemokraterne
Det er desværre ikke første gang. I 2019 lød det fra samme parti, at der ville blive etableret et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland i Afrika. Også det løfte er forsvundet i den politiske tåge. Når man gentagne gange lover store markante løsninger – og resultaterne udebliver, så svækkes tilliden.
Samtidig ser vi, at Middelfart har fået et nærhospital, men det skete uden statslig indblanding og uden en krone fra Christiansborg. Det understreger blot pointen. Det kan lade sig gøre, hvis viljen er der. Men den statslige handlekraft og prioritering har manglet!
Danmarkdemokraterne kæmper for reel nærhed i sundhedsvæsenet. Vi var med i sundhedsreformen i 2024 – en aftale, der indeholder fornuftige skridt i retning af mere sammenhæng og netop lokal forankring. Men nærhospitaler er ikke en del af reformen, som først træder i kraft i 2027. Det ændrer ikke på, at Socialdemokratiet stadig skylder svar på, hvorfor deres konkrete løfter fra 2021 aldrig blev indfriet. Hvorfor love - når man ikke leverer!
For os handler det ikke om symboler eller overskrifter. Det handler om ældre borgere, børnefamilier og kronikere, som oplever længere afstande og mere utryghed. Danmark hænger ikke kun sammen, hvis man bor tæt på et universitetshospital.