Gå til hovedindhold

Søvinds tapre landsbysoldater



Fastelavnssoldater i  Søvind

SØVIND - En over 100 år gammel fastelavnstradition lever i bedste velgående i Søvind, hvor børn fra 4. til 7. klasse hvert år trækker i uniform og går soldat i sne og kulde.

Tekst og foto Bent Wedel

Urt og busk står i skjul netop nu. Det samme kan man ikke sige om de friske piger og drenge i Søvind.

I den forgangne weekend har de aftjent deres “værnepligt”, som hærfører Betina Brandt Hussmann udtrykker det. Omkring 40 børn fra 4. til 7. klasse har kæmpet mod sne og kulde i Søvind og omegn.

En tradition gennem generationer

I Søvind har det i over 100 år været tradition at gå soldat til fastelavn. I mange familier er det en tradition, man nærmest er født ind igennem generationer. Begge årets kongers fædre har også gået soldat i Søvind. Traditionen holdes i live af en stor opbakning fra forældre og lokalområdet.

Det er en stor opgave at holde traditionen i live: Det understreger Betina Brandt Hussmann. Men det er også en fornøjelse at se det lykkes.

Soldaterne er delt i to grupper. Hærfører for den anden gruppe er Signe Zabo Jensen. Begge kvinder er mødre til hver deres konge i år og gift med tidligere soldater.

Fastelavnssoldater i  Søvind

To fronter i Søvind

Jeg møder Betinas gruppe lørdag d. 14. februar om formiddagen. Gruppen anføres af Kong David. Den anden gruppe, anført af Kong Tobias, kæmper samtidig på en anden front i Søvind-området.

Vi befinder os på Vorsøvej i Brigsted syd for Søvind. Flere dage med sne og fygning har dækket landskabet og den snoede vej. Det danner en smuk kulisse for den lille hær af fastelavnssoldater. De er iført hvide skjorter med blå skråbånd og skråhuer. Kongen bærer en guldkongekrone på hovedet.

Den røde fane med Dannebrog står skarpt i det hvide landskab.

Fastelavnssoldater i  Søvind

Disciplin og kampmoral

Soldaterne bevæger sig afsted på række og geled. Bagerst går et par af de ældste drenge. De kaldes røvsmækkere og har til opgave at holde styr på bagtroppen. En vis disciplin er nødvendig for at holde kampmoralen oppe.

Alle huse på vejen får besøg. Soldaterne tager opstilling og synger deres slagsang. Er der nogen hjemme, og ønsker beboerne at give en skilling som tak, træder gruppens kasserer frem. Pengene opbevares i en gammel pengetaske. Der modtages også beløb på MobilePay. Det er det mest moderne indslag i traditionen.

Kulde og korte bukser

Sådan fortsætter togtet. Med minusgrader hele dagen er det en kold omgang, især for fødderne. En af drengene har iført sig korte bukser. Det er friskt. Flere forældre kører børnene på de længere stræk.

Først søndag eftermiddag er opgaven løst. Uniformerne kan lægges, og børnene vender tilbage til hverdagen.

Fastelavnssoldater i  Søvind

Fest og fællesskab

Det indsamlede beløb bruges på en fest med musik og dans. Den foregår d. 20. februar på Sandbjerghus i Søvind, hvor alle er velkomne. Også her er arrangementet afhængigt af forældre og lokal støtte.

Et eventuelt overskud doneres til lokalrådet i Søvind. I år går en del til en ny børneklub for 4.–6. klasse.

Tak til alle involverede for indsatsen i år. Meget tyder på, at det hele begynder igen om et år.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler