Sommerjazz mellem markerne i Tåning
Tåning Jazz Festival vender tilbage 1. august med glad musik på “Møddingen”. Det bliver en overskuelig halv dag med Dixieland, pølser, kaffe og måske en Gin & Tåning i glasset.
Af Jørn Kildall
Der bliver igen liv på “Møddingen” i Tåning, når Tåning Jazz Festival genopstår efter nogle års pause. Bag festivalen står som altid Poul Bjerregaard, der allerede har skrevet kontrakt med to orkestre til årets udgave.
Og ja. Det hele foregår stadig midt mellem markerne på Tåningvej.
Festivalen er heldigvis til at overse. Den varer kun en halv dag. Det passer, som arrangørerne selv siger med et glimt i øjet, meget godt til publikum, der “ikke helt er årsunger længere”.
Jazz, marker og Gin & Tåning
Første orkester går på scenen klokken 12, hvor Jazzerne fra Horsens åbner ballet med traditionel Dixieland-jazz og velkendte klassikere.
Senere tager Polle’s New Orleans Jazz Band over. Silkeborg-orkesteret kan samtidig fejre 20-års jubilæum, så der er lagt op til ekstra meget spilleglæde på Møddingen.
Publikum kan undervejs købe sandwich og pølser fra Hårby Slagteren. Der bliver også mulighed for både øl, vin, kaffe og den lokale specialitet “Gin & Tåning”.
Skulle vejret drille lidt, rykker festivalen ind i stalden.
Musik med smil på læben
Begge orkestre dyrker den traditionelle jazz med humør, fællessang og musik, man næsten automatisk begynder at vippe foden til.
Jazzerne fra Horsens blev egentlig samlet til en enkelt koncert ved Hvirring Kirke tilbage i 2015. Men musikerne kunne ikke rigtig få stoppet igen. Heldigvis, fristes man næsten til at sige.
Polle’s New Orleans Jazz Band lover også masser af klassisk New Orleans-jazz krydret med danske melodier og godt humør.
Det hele begynder klokken 11 og slutter omkring 18.30. Nok til en hel dags sommerstemning. Men stadig kort nok til, at man kan nå hjem og få benene op bagefter.
Og mon ikke mange allerede nu glæder sig lidt? For forventningens glæde fejler jo som bekendt ingenting.