Gå til hovedindhold

Køligt Kagehus trak gæster til sommerkoncert



Deverse 4

ØSTBIRK - Selv om lørdag bød på årets hidtil varmeste dag, blev Kagehusets café i Østbirk næsten fyldt, da De-Verse 4 inviterede til en times fællessang, kaffe og kage i behagelige, kølige omgivelser.

Tekst og foto Jørn Kildall

Efter flere dages hedebølge var spændingen stor hos både Kagehuset og De-Verse 4. Ville nogen overhovedet møde op til koncert på årets varmeste dag?

Det begyndte med omkring ti gæster. Men efterhånden dryppede flere ind. Nogle kom for at hente kage til eftermiddagskaffen, men blev hængende, da musikken begyndte. Til sidst var omkring 15-20 gæster samlet, og caféen var tæt på fyldt.

Deverse 4

Fra Lyse Nætter til John Mogensen

Kagehusets butik og café er udstyret med aircondition, og det satte mange pris på. Musikerne havde også forberedt sig på varmen og havde taget isterninger med, som kom flere til gode under koncerten.

Orkestret plejer at være fire mand, men denne gang måtte et medlem melde afbud. Han var taget på cykeltur ad Hærvejen. Helt frivilligt, som musikerne bemærkede med et grin.

Koncerten blev indledt med Albertes Lyse Nætter, inden publikum kom en tur gennem den danske sangskat.

Deverse 4

Kaffe, kage og fællessang

Mellem numrene faldt de sædvanlige lune kommentarer fra orkestret. På et tidspunkt opfordrede forsanger Preben gæsterne til at synge med.

– Hvis I vil synge med, står sangen den i F-dur.

Mens kaffen blev brygget og sendt ud til bordene sammen med frisk bagværk, begyndte flere rundt i caféen stille at synge med på de kendte melodier.

Orkestret kom også forbi John Mogensen med blandt andet Så længe jeg lever og den finurlige Mennesker bliver spist i Polynesien.

Personalet nød også eftermiddagen og håber, at arrangementet kan vende tilbage.

– Vi håber det kan blive en tradition.

Efter omkring en times musik pakkede De-Verse 4 instrumenterne sammen. Kort efter forlod både musikere og gæster den kølige café og gik ud i sommervarmen igen.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Indvielse af Havnetorvet i Juelsminde".
Indvielse af Havnetorvet i Juelsminde

Reklamer

Mest læste artikler