Gå til hovedindhold

Sydøstjyllands Politi er klar til årets Smukfest



Overfald i Brædstrup Bypark: En person anholdt

SKANDERBORG - Fra den 2. til 9. august afvikles Smukfest i Skanderborg. Sydøstjyllands Politi bidrager i tæt samarbejde med festivalen, Skanderborg Kommune og øvrige beredskaber til en tryg og sikker festival for alle.

Af Sydøstjyllands Politi 

Når titusindvis af festivalgæster igen samles til festival i Bøgeskoven, kommer Sydøstjyllands Politi endnu en gang til at være synligt til stede på festivalpladsen, i campingområderne og omkring festivalområdet.

Et af de faste fokuspunkter for politiet er trafikforholdene i forbindelse med festivalen - særligt i begyndelsen hvor mange ankommer til festivalen i bil. I den forbindelse minder Sydøstjyllands Politi om, at man skal køre hjemmefra i god tid, væbne sig med en god portion tålmodighed og altid skal følge skiltningen frem for GPS’en.

”Erfaringsmæssigt ved vi, at der er mange som ved festivalens begyndelse ankommer i samme tidsrum. Det kan give kø og forlænget køretid, og derfor kan vi kun opfordre til, at alle festivalgæster eller chauffører, der skal sætte familie eller venner af, kører i god tid,” siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:

”Derudover minder vi om, at man altid skal følge anvisninger og skilte, da der i forbindelse med festivalen er afspærringer og omkørsler. Så man kan langt fra blot stole på GPS’en,” siger vicepolitiinspektøren.

I forbindelse med tidligere års udgaver af Smukfest er der også eksempler på, at ikke alle parkerer efter de gældende regler. Hvis man har behov for at parkere sin bil nær festivalen, opfordrer Sydøstjyllands Politi til, at man på forhånd orienterer sig om parkeringsmulighederne på festivalens hjemmeside.

Synligt politi og nultolerance over for stoffer

Festivalgæster kommer i løbet af alle dagene til at møde et synligt og dialogorienteret politi på både festivalpladsen og i campingområderne. Derudover kommer politiet til at gennemføre løbende kontroller og stikprøver med fokus på euforiserende stoffer.

"Der er nultolerance over for narkotika på festivalen. Bliver man fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, kan det både føre til en sigtelse fra politiet og bortvisning fra festivalen," siger Finn Ellesgaard Nielsen.

Slutteligt opfordrer Sydøstjyllands Politi alle festivalgængere til at passe på og hjælpe hinanden.

"Når så mange mennesker samles på ét sted, er det vigtigt, at alle hjælper hinanden, og sådan plejer det heldigvis også at være. Hvis alle udviser tålmodighed i trafikken og generelt har omtanke for hinanden, har vi et godt udgangspunkt for endnu en vellykket afvikling," siger Finn Ellesgaard Nielsen.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Horsens Marked 2026".
Horsens Marked 2026

Reklamer

Mest læste artikler