
VOERVADSBRO - Indehaver af MolaMola – Karin Morsbøl har søgt samarbejde med kunstnere, der kan supplere hendes egen fremstilling af keramik, og det er lykkedes med træmanden Georg Pade.
Tekst og foto Per Bonde
På samme måde som Karin har været fascineret af keramik hele sit liv, har Georg fra en tidlig alder set træ som sin livsbane. For Georg er træ ikke bare træ. Hvert stykke er fuldstændig unik, og venter bare på at få trukket skønheden ud, så farver, årer og former kommer til sin ret, og det er min livsopgave, siger Georg.
Jeg har et stort lager af træ af alle slags, lige fra de kendte danske træsorter eg, bøg, lind, elm, ask, kirsebær, morel og rød el til mere eksotiske sorter som mahogni, teak, akacie, ægte kastanje, rosentræ, og palisander. Jeg har sikkert glemt nogen, men under alle omstændigheder har jeg en del at vælge mellem, inden jeg begynder drejeprocessen.
Keramik og træ skaber nye muligheder
Jeg ser træ som en udfordring, forstået på den måde, at jeg forsøger at gå til grænsen, for hvad træ kan formes og bruges til. Det er også derfor, jeg har taget mod invitationen fra Karin om at spille bold med hende om, hvordan vi kan kombinere vores kompetencer indenfor henholdsvis keramik og træ, så vi forhåbentlig kan få skabt noget, der er helt unikt.
Karin supplerer med, at hun havde set Georgs arbejder og var blevet fascineret, af det hun så. Jeg tænkte, at der må være grundlag for et samarbejde, der kan bringe det bedste frem i hver vores disciplin. Første skridt var at inviteret Georg til at udstille her i vores atelier i Voervadsbro, så vi hver især kunne danne os et indtryk af mulighederne.
Der er ingen tvivl om at kemien svinger mellem de to, og vigtigst af alt er der sat gang i en kreativ proces, der vil ende ud i en fælles indsats i at få skabt helt nye udtryk, der benytter styrkerne fra henholdsvis Karins keramik og Georgs træskulpturer.
Det bliver spændende at se, hvad der bliver frugten at to meget kreative menneskers fælles anstrengelser.