Frivillige er grundlaget for Vestbirk Havefest
Vestbirk Havefest er meget mere end det, der foregår under festivalen. Både før og efter festivalen er det et stærkt fællesskab af frivillige, der før havefesten opbygger pladsen og efter sørger for at rydde op.
Tekst og foto Per Bonde
Avisen besøgte et møde i Havefestens tovholdergruppe. Det var ikke kedeligt. Så snart man træder ind i lokalet, mærker man, at det her er noget specielt. Det er folk, der brænder for at få skabt en havefest, der bliver endnu bedre end den sidste år.
I spidsen for det hele står overhavenissen Kim med efternavnet Holst. Jeg har den holdning, at når en fest skal planlægges, er det vigtigt, at der til møderne er en stemning, der afspejler det, vi gerne vil give til vores gæster den 13. juni. Vores møder er præget af livsglæde og en vis løssluppenhed. Det skal være sjovt at gå til Vestbirk Havefest, men det skal være endnu sjovere at være med til at lave den.
150 frivillige – det skal være sjovt
Vi skal bruge op mod 150 frivillige før, under og efter Havefesten, og de skal have oplevelsen af, at de er med til at få et brag af en fest stablet på benene, mens de selv har det sjovt og er en del af et stort levende fællesskab, fortæller Kim.
Prøv at se dig rundt her i lokalet – der er ikke mange sure miner her. Der er snak og grin på kryds og tværs, og de gode ideer står simpelthen i kø. Det kan godt være, du lige nu tænker, hvordan får de nogensinde truffet nogle vigtige beslutninger. Til det vil jeg bare sige, at det aldrig har været et krav, at man skal ligne en bedemand for at træffe beslutninger – det er kun i politik på TV, det ser sådan ud. Hos os skal det være lyst og humør, der driver værket både her i forberedelsesfasen, og når det for alvor går løs med det praktiske på pladsen.
Mere fokus på de frivillige
De foregående år har vi ikke været gode nok til at tage hånd om vores frivillige. Det råder vi bod på i år, siger Kim. Vi er så heldige, at Britt Møgelbjerg har sagt ja til at være koordinator for frivillige. Det kan vi allerede mærke – der er kommet styr på registreringerne, og det er besluttet at flytte medhjælperområdet op ved siden af vores VIP-område, således det er VIP-hjælperne, der også sørger for forplejning og hygge i medhjælperteltet.
Der mangler fortsat frivillige før og efter
Vi er ved at være på plads med medhjælpere på dagen, men vi kunne godt bruge lidt flere i ugen op til havefesten og også efter. Så hvis du har lyst til at give en hånd med til at etablere og nedbryde pladsen, skal du endelig kontakte Britt. Det kan du gøre via vores Hjemmeside Vestbirkhavefest.dk, hvor du vælger fanen frivillige. Du kan også bare sende en mail til medlem@vestbirkhavefest.dk, så bliver du kontaktet.
Som medhjælper får du gratis adgang til Havefesten, adgang til vores medhjælperområde, og så kommer du med i et fantastisk fællesskab.
På det tidspunkt blev vi afbrudt af den anden havenisse Stefan Stenholt – Kim kom så, det er nu vi skal have lave en video om vores frivillige, og vi skal have alle de søde tovholdere med. De er allerede på pladsen og har taget de store smil med, så det er nu.
Det var så afslutningen på det interview – og det gjorde bestemt ikke lysten til at deltage som aktiv frivillig mindre, så måske ses vi i medhjælperområdet.