Gå til hovedindhold

Victor tapper Stjernholm æbler på flaske



Victor på Stjernholm Gårdmuseum

NIM - Søndag var æbler attraktionen på Stjernholm Museum, hvad enten det var i flydende eller fast form.

Tekst og foto Per Bonde

Gården på Stjernholm var fyldt med to ting – æbler af alle sorter der ventede på at blive brugt, og mennesker der ventede på at bruge dem på den ene eller anden måde.

Rundt om store baljer sad frivillige og gjorde æblerne klar til at blive presset. De kontrollerede, at de var rene, fri for orm og så blev de skåret i kvarte. Næste step var maskinen, hvor de blev omdannet til en grov æblemos, inden de kom en tur i pressen. Det var Stjernholms frivillige, der tog vare på alle roller, dog kunne besøgende børn få lov at hjælpe med at dreje pressen.

Yngste frivillige

Victor – Stjernholms klart yngste frivillige, ventede tålmodigt men spændt på, at den gyldne æblesaft løb igennem den sidste filtrering, inden den kunne tappes på flaske. Tapningen var Victors opgave, og den blev udført omhyggeligt og præcist, så ikke en dråbe gik tabt. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at være med her på Stjernholm, og når der er arrangementer, er jeg her altid, fortalte Victor.

Jeg er kommet her de sidste omkring 1½ år, og jeg synes, det er spændende at være med til arbejdet her på Stjernholm. Det var min farmor, der tog mig med herud dengang, og det er jeg rigtig glad for, hun gjorde. Alle de andre frivillige er flinke og giver mig spændende opgaver. Jeg var også med sidste år, hvor vi tappede omkring 300 liter. Vi har rigtig mange æbler i år, så mon ikke vi når højere op i år, sluttede Victor, inden han igen kastede sig over tapningen.

Stegte æbleskiver på Stjernholm Gårdmuseum

Ægte æbleskiver

Emma og Ellen regerede i køkkenet. Også her var æbler hovedtemaet. Komfuret buldrede på fuldt blus, så flammerne slikkede op af den sorte gryde med næsten kogende olie. Alt var klar til at koge æbleskivernes forgænger, eller rettere de ægte æbleskiver, for den gang var det virkeligt skiver.

Her i køkkenet var det udelukkede søde æbler der blev brugt. Efter de var skrællet og udkernet, blev de skåret i ca. 1 cm tykke skiver. Skiverne blev herefter vendt i beignetdej, inden de kom ned i den varme olie. De blev flittigt vendt, indtil de havde fået en pæn gylden farve. Efter passende afkøling var de en himmerigsmundfuld. 

Æblets dag på Stjernholm Gårdmuseum

Originale historiske opskrifter

Emma og Ellen er særdeles erfarne i køkkenet, så selv om der blev arbejdet, var der stadig tid til at snakke om gamle dage og ikke mindst opskrifter fra gamle dage. Vi prøver at være så autentiske som det overhovedet kan lade sig gøre, så vi har en masse originale opskriftsbøger fra gamle dage, fortalte Emma, og Ellen supplerede, f.eks. har vi en her fra år 1616 skrevet med gotiske bogstaver og romertal, og derfor kan det godt en gang i mellem været lidt svært at forstå det hele.

Baseret på de besøgendes reaktioner er der nu ingen tvivl om, at man også i gamle dage kunne frembringe lækkerier, der kunne bringe mundvandet frem, og det uanset om man kalder det æbleskiver, friterede æbleringe eller fine franske beignets aux pommes. 

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer