850 nye patienter giver behov for mere plads
ØSTBIRK - Alle behandlingsrum er i brug hver dag hos Tandlægerne Østbirk. Derfor er arbejdet med en udvidelse på 60 kvadratmeter nu sat i gang.
Tekst og foto Jørn Kildall
Bag Tandlægerne Østbirk på Storegade stikker rør og gevindstænger op gennem et nystøbt betondæk.
Her er fundamentet til klinikkens kommende udvidelse allerede på plads.
Siden indflytningen i 2022 har klinikken fået en nettotilgang på 850 patienter. Nu er der igen brug for mere plads.
– Vi udvidede jo dengang fra to behandlerrum til tre. Det håb, vi havde, er blevet opfyldt. Nu kører alle tre hver dag fuldt bemandet og besat, siger klinikejer Jacob Schmidt Schneevoigt.
Flere patienter end ventet
Da klinikken flyttede til Storegade, håbede Jacob og Iben Schmidt Schneevoigt, at patienter fra Østbirk og omegn ville tage godt imod de nye rammer.
Det gjorde de.
Nogle er kommet, fordi de er flyttet til området. Andre er kommet efter anbefalinger fra familie, venner og kolleger.
– Folk, der går her i forvejen, er glade for at gå her, og de har anbefalet os. Det kan vi også se på Trustpilot, hvor vi har fået mange gode anmeldelser, siger Jacob Schmidt Schneevoigt.
I dag er der 10 medarbejdere på klinikken.
Alle tre behandlingsrum er i brug hver dag.
Kalenderen begyndte at halte
Behovet for mere plads kom ikke fra den ene dag til den anden.
Det viste sig, når patienterne skulle indkaldes til de faste undersøgelser.
– Vi har for lang ventetid nu og den service, vi gerne vil give folk, er, at de ikke skal gå og vente for lang tid, siger Jacob Schmidt Schneevoigt.
Derfor bliver klinikken nu udvidet med 60 kvadratmeter.
Udvidelsen giver plads til yderligere to klinikrum. I første omgang bliver det ene gjort klar til brug, mens installationerne til det næste rum etableres samtidig.
Klinikken får også nyt røntgenudstyr.
– Hvis man skal have taget mange røntgenbilleder, så kan vi tage det hele på én gang, siger Jacob Schmidt Schneevoigt.
Hverdagen fortsætter
Mens håndværkerne arbejder bag bygningen, går hverdagen videre inde på klinikken.
Patienterne sidder i venteværelset, og den rolige musik spiller som den plejer.
Den lokale entreprenør Jens Jørgensen har stået for sokkel og fundament.
Hvis tidsplanen holder, er udvidelsen færdig i oktober eller november.
Bag klinikken er byggeområdet afmærket med røde og hvide afspærringsbånd. Soklen ligger klar til næste etape, når håndværkerne vender tilbage efter sommerferien.