Gå til hovedindhold

Der er altid en plan b



Karina Dahl-Olsen - Plan B

Anmelder Emilie Kildall med bogen. Forfatter Karina Dahl-Olsen er i dag i start 40’erne og ’Plan B’ er hendes første udgivelse, som er udgivet af forlaget People’s.

BOGANMELDELSE - Hvad ville du gøre, hvis du fik en sygdom, som hæmmer alt det du kan? Ville du sidde derhjemme i sofaen eller opleve alt det du kunne inden sygdommen tager over? Forfatter Karina Dahl-Olsen ved godt, hvad hun ville gøre. Og det er ikke sofaen der vinder!

Af Emilie Kildall 

Bogen ’Plan B – Jeg vil leve, før jeg skal dø’ er skrevet af Karina Dahl-Olsen. Hun er gift med Torben, og sammen har de datteren Isabella og sønnen Sebastian. Karina får i 2017 diagnosen Ehlers Danlos Syndrom. Det betyder, at sygdommen ødelægger hendes kollagen, som så ødelægger bindevævet. Dette er ret essentielt for, at knoglerne holder sammen. Og på jagt efter minder før hendes sygdom tager over, hæver de pensionen og køber den 48 fod store båd, Evy. Planen er, at de i løbet af en årrække skal sejle jorden rundt. Desværre går alt langt fra som planlagt og flere uheld rammer den hårdføre familie.

Er det virkelig en rigtig historie?

Karina og hendes familie er så meget igennem, at man skulle tro det var manuskriptet til en hæsblæsende spændingsfilm. Jeg bliver gang på gang forbløffet over de udfordringer, de står over for, men kommer igennem som familie. Det er uden tvivl inspirerende læsning. Allerede fra første side var jeg investeret. Karina skriver eminent og bogen er så vild, at jeg glemte, at historien jo er hendes egen og ikke opdigtet.

Kursen er sat

Jeg fik en dejlig fornemmelse af programmet fra TV2 som hed ”Kurs mod fjerne kyster”; en familie, som sejler jorden rundt i flere år. Karina nævner også selv, at de lytter til lydbogen fra skibet Havanna og at det var Beha Erichsen-familien, der fik hende overtalt til at sige ja til det, der oprindeligt var Torbens drøm.

Karina forstår virkelig at sætte stemningen og lave flotte beskrivelser af deres rejse. Jeg sad flere gange med et smil på læben eller en åben mund i forbavselse, når familien endnu engang er ikke bare lidt, men meget uheldige.

Husk at leve livet

Med sine knap 200 sider er bogen ret hurtigt læst, men den satte dybe spor i mig efter jeg havde vendt den sidste side. Det er en historie om at leve livet til fulde uanset hvilken sygdom, der finder vej til dig. Læseren bliver mindet om, at ligegyldigt hvilken situation du står i eller hvad du kommer fra, så skal du huske at leve livet og gøre det DU vil. Jeg blev selv meget inspireret. 

Den burde alle læse!

Sikke et mod det kræver at lægge hele sit liv om, forfølge drømmen og trodse en ret alvorlig og udfordrende sygdom. Karina skriver så levende, at man kan se båden, det store hav, stammefolkene og den smukke natur for sit indre blik. Jeg er blæst bagover af både historien og udførelsen og jeg var i mine følelsers vold. Derfor kan jeg ikke andet end at give bogen 5 ud af 5 stjerner; den er fantastisk! Jeg kan kun give ’Plan B’ mine varmeste anbefalinger.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer