Jørn Damgaard Andreasen fortæller om ”Banemandens testamente...”
Jørn Damgaard Andreasen fortæller om sin nye roman: ”Banemandens testamente ...” torsdag den 13. november kl. 19 på Gedved Egnsarkiv i aktivitetscentrets lokaler på Gedvedhus.
Bogen er en spændingsroman inspireret af bl.a. Horsens Kommunes naturgenopretningsprojekt ved Gudenåen og fortællingen foregår bl.a. i området omkring den gamle jernbanegigtterbro. Vandkraftværket ved Vestbirk (VOH), hvor en del af projektet har medført en frilæggelse af den siden 1929 ”begravede” stålgitterjernbanebro fra 1899 er et projekt, som gennem det meste af 2014 har været genstand for megen omtale i de lokale aviser samt i TV-syd.
Forfatteren vil bl.a. komme ind på baggrunden for bogens tilblivelse, herunder netop naturgenopretningsprojektet ved Vestbirk, nogle af de historiske forhold, som er omtalt i bogen, - samt hvordan han har oplevet skriveprocessen.
Jørn Damgaard Andreasen har tilstræbt korrekte historiske og geografiske rammer, men ladet sin fantasi råde omkring den ”perfekte forbrydelse”, som bærer den fiktive handling i bogen.
Jørn Damgaard Andreasen er født og opvokset i Østbirk og har i 38 år været lærer på Egebjergskolen. Forfatterens indgående kendskab til området og dets personer kan man roligt, uden at røbe for meget, sige giver lokalkendte små finurlige oplevelser under læsningen.
Forfatteren er i dag bosiddende i Lund på et lille husmandssted, hvor han har slået sig på at hyppe sine egne kartofler mv.
- At stå på en ægyptisk pyramide, - på en gravhøj i det jyske - eller på en jernbanevold mellem Vestbirk og Gammelstrup og lade fantasien tegne billeder og ”levendegøre” det hengemte har for mig ofte været inspirerende eller i det mindste personligt underholdende, hvilket jeg har forsøgt at lade komme til udtryk i min bog ”Banemandens testamente...”, hvilket jeg også vil forsøge at krydre aftenens foredrag med! - siger Jørn Damgaard Andreasen.
Foredraget på Gedved Egnsarkiv/Gedved Aktivitetscenter finder sted torsdag den 13. november kl. 19 til 21.30. Bogen kan købes direkte på selve aftenen i forbindelse med foredraget.
Arkivets næste arrangement er mandag den 1. december, hvor der vil der være gløgg og æbleskiver og Verner Bjerge og Jacob Hanquist Petersen kommer og signerer og fortæller om deres bog Teglværker i Horsens.