ØSTBIRK - Vi taler ofte om, at nutidens digitale samfund har gjort det lidt for nemt at komme af med en uovervejet bemærkning.
Af Jens Glavind
Sådan var det ikke i Østbirk i gamle dage.
Her skulle en offentlig sviner have tid til at modne.
En irritation kan i dag blive til en mail på to minutter eller et Facebook-opslag på tredive sekunder. Man trykker "send", og først bagefter kommer den tanke at det man har sendt ud måske var lidt uovervejet.
Sådan var det ikke i Østbirk i gamle dage.
Her skulle en offentlig sviner have tid til at modne.
Det illustreres ganske fortrinligt af en ordstrid mellem bager Ernst Nielsen fra Østbirk Bageri (Storegade 15) og lærer Chr. Pedersen fra Østbirk Skole.
Det hele begynder med bager Nielsen.
Han indrykker en annonce i Østbirk Avis, og allerede overskriften gør det klart, at der ikke er tale om tilbud på bagerbrød: ADVARSEL
Her meddeler Ernst Nielsen offentligt lærer Chr. Pedersen en "alvorlig Advarsel" på grund af de "løgnagtige Udtalelser", som læreren efter bagerens opfattelse har fremsat om ham.
Og bager Nielsen nøjes ikke med at være fornærmet.
Han slutter med at meddele, at hvis udtalelserne gentages, vil det få retsligt søgsmål til følge.
Det er ganske kontant.
Og i modsætning til et Facebook-opslag må man gå ud fra, at Ernst Nielsen havde haft god tid til at tænke sig om.
Teksten skulle skrives. Den skulle afleveres på Østbirk Avis. Den skulle sættes i bly på trykkeriet. Og mon ikke også redaktør Stougaard har læst annoncen og ladet et par forsigtige ord falde?
Man kan næsten høre ham:
"Ernst… er du nu helt sikker på, at du vil have det her i avisen?"
Det var Ernst. For annoncen kom i.
Så svarer læreren
Men lærer Chr. Pedersen var tilsyneladende ikke en mand, der lod en offentlig beskyldning om løgnagtighed stå uimodsagt.
I en efterfølgende avis svarer han under overskriften:
"Svar til Bager Ernst Nielsen. Østbirk."
Og nu udvikler sagen sig for alvor.
Læreren skriver, at det må stå bager Nielsen frit for at bruge det, han lettere ironisk betegner som det "smagfulde Udtryk – en løgnagtig Paastand".
Derefter går han anderledes systematisk til værks.
Som det måske sømmer sig for en lærer, opstiller han sit svar i fire nummererede punkter.
Her fastholder han i det væsentlige sine oplysninger og redegør blandt andet for, hvad han mener at have sagt om bagermesterens faglige dygtighed, om en henvendelse vedrørende hans færden samt om nogle oplysninger om Østbirk Brødfabrik.
Og så kommer afslutningen.
Lærer Pedersen skriver, at han hermed tilbagesender bagerens "alvorlige Advarsel", idet han betragter den som:
"et barnligt Udslag af den store Portion Vigtighed."
Så var der ellers serveret.
Man må formode, at der den uge har været usædvanlig stor interesse for næste nummer af Østbirk Avis.
For bager Nielsen var ikke færdig.
Bageren får det sidste ord
Efter lærerens omfattende svar vender Ernst Nielsen tilbage til spalterne med endnu et indlæg.
Dermed har vi pludselig noget, der minder forbløffende meget om et moderne kommentarfelt:
Bager Nielsen: Det, du siger om mig, er løgn. Fortsætter du, bliver det en retssag.
Lærer Pedersen: Nej. Her er fire punkter, der forklarer hvorfor – og din alvorlige advarsel kan du i øvrigt få tilbage.
Bager Nielsen: Så får du lige et svar mere.
Forskellen var bare hastigheden.
I dag kunne hele ordvekslingen have været overstået på ganske kort tid
Dengang skulle hvert svar skrives, afleveres til avisen, sættes på trykkeriet og distribueres til læserne.
Der var altså en indbygget tænkepause mellem hvert indlæg.
Det interessante er, at den tilsyneladende ikke hjalp.
Tværtimod.
Jo længere tid de to herrer fik til at tænke sig om, desto mere velformuleret blev fornærmelserne.
Og måske er det netop dét, der gør historien så morsom næsten 100 år senere.
Vi kan godt bilde os ind, at Facebook har opfundet den offentlige meningsudveksling, personlige stikpiller og behovet for at få det sidste ord.
Det har Facebook ikke.
I Østbirk havde man allerede systemet. Det hed Østbirk Avis.
Man havde ingen emojis, ingen likes og ingen mulighed for at blokere modparten.
Til gengæld havde man redaktør Stougaard, et trykkeri og en hel by, der kunne følge med fra sidelinjen.
