Gå til hovedindhold

Hovedgård Byfest åbner med gratis fællesspisning



Helstegt pattegris

HOVEDGÅRD - Gratis helstegt pattegris, musik og lokale stande bliver startskuddet på årets Hovedgård Byfest onsdag den 3. juni i P.C. Jensens Mindepark – bedre kendt som Anlægget.

Af Jørn Kildall

Fra klokken 18.00 deler byfesten gratis mad ud til de fremmødte. Der er cirka 200 portioner, og menuen står på helstegt pattegris med flødekartofler, salatbar, brød og tilbehør.

Det er Kim Rasmussen, der leverer maden og kommer med hele sit setup til pladsen.

– Det vil være sådan, at I kan komme og tage en tallerken mad kvit og frit og stå og hygge. Og jeg er sikker på, at I kan købe en øl eller hvad man nu har lyst til i baren, siger Kim Rasmussen.

Arrangørerne forventer samtidig, at duften af helstegt pattegris kommer til at brede sig over Hovedgård onsdag aften, og at der hurtigt vil samle sig kø omkring grillen.

Hos byfesten er man samtidig glad for, at en lokal ildsjæl har valgt at bakke op med gratis mad til åbningsaftenen.

– Det er sådan noget, der viser, hvad fællesskab i Hovedgård kan. Når lokale kræfter bakker op og bidrager, skaber det noget helt særligt for byen. Vi er utrolig glade og taknemmelige for Kims initiativ, lyder det fra arrangørerne bag Hovedgård Byfest.

Der bliver også mulighed for at købe øl, vand og andre drikkevarer i baren på pladsen.

Mens folk står ved grillen og finder borde i Anlægget, går Søren Mandrup på scenen med musik til aftenen.

Salatbar i partytelt

Lokale virksomheder rykker ud

Åbningsaftenen bliver samtidig rammen om byfestens nye erhvervs- og forbrugeraften.

Mellem standene bliver der både mulighed for at handle, smage, stille spørgsmål og få en snak med folk fra byen mellem klokken 18.00 og 20.30.

Ifølge byfesten har mange allerede meldt sig til med stande.

Borgerne kan gå rundt mellem virksomheder, butikker, foreninger og andre lokale initiativer i Anlægget.

– Vi vil gerne have folk tættere på de lokale virksomheder og give dem mulighed for at få en snak med folkene bag, siger Jan Koborg Olsen.

Stadig plads til flere stande

Der er fortsat mulighed for at få en stand på pladsen.

Arrangementet er åbent for både virksomheder, butikker, håndværkere, foreninger og andre lokale aktører, som gerne vil vise sig frem eller dele smagsprøver, produkter eller fortællinger med byens borgere.

Det er gratis at deltage.

Med gratis mad, musik og lokale stande håber arrangørerne på en stærk åbningsaften, når årets byfest bliver skudt i gang i Anlægget onsdag den 3. juni.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Regnvejret tabte til løberne i Brædstrup".
Regnvejret tabte til løberne i Brædstrup

Reklamer