KLUMME - Jeg ventede en masse snak om digital udvikling. Men samtalerne med annoncører trak igen og igen i en anden retning.
Af Jørn Kildall, redaktør
Fra april til oktober har jeg haft en række samtaler med nuværende og tidligere annoncører i Østjysk NærAvis. Spørgsmålene handlede blandt andet om annoncering, medier, vaner og forventninger til fremtiden.
Jeg satte samtalerne i gang, fordi vi selv står midt i en forandring. Vi har papiravis, hjemmeside, nyhedsbrev, sociale medier og video.
Jeg havde digitalt i hovedet
Når man selv bruger meget tid på nye kanaler, begynder man nemt at tro, at det også er dét, alle andre går mest op i.
Sådan havde jeg det i hvert fald.
Jeg regnede med, at samtalerne især skulle handle om hjemmesider, sociale medier, video og nye måder at annoncere på. Og selvfølgelig om den trykte avis og dens fremtid.
Det er jo den diskussion, vi i mediebranchen har haft i årevis.
Efter nogle samtaler gik det op for mig, at det måske mest var mig, der havde brug for at tale om det.
Det stod ikke på min dagsorden
De mennesker, jeg talte med, vendte igen og igen tilbage til det lokale.
Ikke som en stor medieteori. Mere som noget helt praktisk: De vil være synlige blandt mennesker, der bor og handler i området.
Det var næsten irriterende enkelt.
Jeg sad selv og tænkte i kanaler, annonceformer og nye muligheder. De talte mere om at blive set af de rigtige mennesker tæt på.
Papiravisen kom selvfølgelig også op, men sjældent som en kamp mellem gammelt og nyt.
Flere pegede på, at avisen stadig når nogle målgrupper godt. Og så er der noget så lavpraktisk som, at den bliver liggende på bordet.
Der skal være et menneske
Noget andet bed jeg mærke i.
En af de interviewede sagde: “Jeg har brug for en fysisk person ... jeg kan godt lide den personlige kontakt.”
En anden sagde: “Det skal være simpelt og enkelt.”
De bemærkninger er blevet hængende hos mig.
For mange mindre virksomheder har ikke nogen, der sidder hele dagen og tænker på markedsføring.
Der kan være én person, som passer kunder, regninger, Facebook, leverandører og alt det andet, der pludselig lander på bordet.
Så kommer vi måske med en annoncepakke, fire muligheder og en forklaring på, hvordan de forskellige kanaler spiller sammen.
Og her rammer kritikken også os selv.
Har vi gjort det for besværligt?
Jeg kan godt se, at vi selv gennem tiden har været meget optagede af, hvad vi kan tilbyde.
Print, bannere, opslag, video og forskellige kombinationer af det hele.
Det er naturligt nok. Det er de ting, vi arbejder med hver dag.
Men kunden står ikke nødvendigvis op om morgenen og tænker: I dag har jeg brug for en kombination af print, video og digitale visninger.
Kunden har måske bare noget, der skal ud over rampen.
En ny vare. Et arrangement. Et tilbud. En ledig stilling. Eller bare et ønske om, at flere i området ved, at virksomheden findes.
Så er spørgsmålet et andet: Hvordan hjælper vi bedst med det?
Det er nok dér, samtalerne har flyttet mest ved min egen måde at tænke på.
Jeg troede, de skulle gøre mig klogere på vores digitale fremtid.
I stedet har de fået mig til at kigge lidt kritisk på vores egen trang til at opfinde produkter, pakker og forklaringer.
For måske er der tilfælde, hvor vi har gjort det mere besværligt, end kunden bad om.
Det lokale og et menneske, man kan ringe til, er ikke ligefrem ny teknologi.
Men det er værd at huske, før vi opfinder den næste smarte løsning.
