Gå til hovedindhold

En hyldest til barnebarnet



To mænd med børnebøger i hånden

På det ene billede ses forfatter Karl-Erik Thomsen til Bogforum 2025 med sine 3 bøger i Morfar & Iben serien. Og på det andet ses både forfatter (th) og Illustrator Rasmus Julius (tv).

ÅES - Det er aldrig for sent at prøve noget nyt, uanset hvor gammel du er, hvad du før har lavet eller hvad du godt kan lide. Og så er en børnebog inspireret af sit eget barnebarn da en god måde at starte et nyt forfatterskab på.

Tekst og foto Emilie Kildall

I landsbyen Ås mellem Hovedgård og Søvind bor 65-årige Karl-Erik Thomsen, som blev udgivet forfatter med sin første børnebog i serien “Morfar & Iben” i 2023. Og han har mange flere i støbeskeen.

Det er aldrig for sent

Karl-Erik har ikke gået tusind år i skole, men har igennem sit liv prøvet lidt af hvert; han har været fængselsbetjent, rejst en del som ung håndværker i både Grønland og Norge og været tømrer indtil ca. 2022. Og nu er han udgivet forfatter.

Han har aldrig været bange for at prøve noget nyt, hvilket var til Karl-Eriks fordel, da han for et par år siden måtte gå på seniorpension efter en hofteoperation. “Nu kan jeg ikke det her, hvad gør jeg så?” Men som Karl-Erik selv siger, så er det aldrig for sent at prøve noget nyt. Han tog operationen med oprejst pande. Ifølge Karl-Erik skal man lave noget, som man synes er sjovt og for ham blev det at skrive. “Og med lidt held har jeg 20 år endnu til at blive bedre til det.”

Barnebarnet som inspiration

I tiden inden Karl-Eriks hofteoperation skete der en anden stor ting i forfatterens liv; han blev nemlig morfar til lille Iben. Han skulle passe hende og var sammen med hende, og efter operationen kom ideen til bøgerne om “Morfar & Iben”. Det var både en hyldest til hende, men også en historie, som andre børn og deres voksne skulle have glæde af.

I denne hyldest til Iben tager Karl-Erik hverdagshistorier og gør dem tilgængelige og sjove i børnehøjde. Det skal være god læsning for både børn og voksne. Samtidig med, at Iben vokser i det virkelig liv, vokser Iben fra historien også. De to følges ad med Morfar som vidne og sikker havn.

Forfatter Karl-Erik Thomsen  står med sine bøger

Karikatur og gode historier

Bogen skulle jo ikke kun skrives, men der skulle gerne nogle flotte illustrationer med. “Og hvem søren kunne jeg sende den til?”, fortæller Karl-Erik. Han kendte en del forlæggere i tegneseriemiljøet, og sendte den til Rasmus Julius, som endte med at blive illustrator på bøgerne. Sammen sendte de et udkast til forlaget Afart, som nu udgiver de flotte bøger.

Morfar er det komiske element med sin Batman-t-shirt og lyserøde Crocs. Batman-t-shirten har Karl-Erik selv, men de lyserøde Crocs er illustratorens komiske indslag. “Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle udstille mig selv til de her bøger, men Rasmus (illustratoren, red.) synes det var sjovt at lave en karikatur af mig. Jeg kan ikke selv fordrage Crocs og ville aldrig gå i dem. Det vil jeg ikke vise mig offentligt i,” siger han med et smil i stemmen.

Det var også for at skille sig ud fra mængden at Morfar kom til at se sådan ud, og på denne måde fik Morfar også sit eget image og sin “uniform” i bøgerne. Han er det skønne komiske indslag, som selv skal finde ud af, hvordan man er morfar.

Læsning er vigtigt!

“I en verden, hvor alt går så stærkt, har alle behov for den stille intimitet som det at læse højt giver. Og ungerne elsker det jo!” Den intimitet ønskede Karl-Erik at give videre til sine egne børnebørn og vil brede den ud til andre med sine gode historier.

Den tredje og sidste nye bog i Morfar & Iben serien handler om, da Morfar var lille. Her kan børnene også få et indblik i, hvordan det var at være barn i en anden tid. At læse bogen sammen giver derfor ro og fordybelse til gode snakke, som man kan tage med børn i alle aldre.

En anden historie Karl-Erik har skrevet, handler om drengen Grysse og fredagsslikket der forvandt. Denne er dedikeret til hans nytilkomne barnebarn, Anton. Bogen er udkommet i slutningen af september i år, og nu er den også på vej til bibliotekerne.

Ifølge Karl-Erik skal historierne gerne være noget, man kan nikke genkendende til og der skal være noget at snakke om bagefter. “Jeg vil gerne skrive noget vedkommen for både børn og voksne.”

Fremtiden

Karl-Erik keder sig overhovedet ikke i sin pensionisttilværelse! Han skal i gang med endnu en Grysse-bog efter stor efterspørgsel på den første, han har en anden børnebog som skal skrives færdig, samt flere andre bogprojekter.

Så selvom livet en gang imellem giver dig noget andet end du havde tænkt dig, kan man altid lave noget andet. Og nu fokuserer Karl-Erik på skriveriet og håber at få bragt læseglæden ind i flere danske hjem og familier.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer