En mand og en landsby – og et livslangt blik bagud

ÅES - Det begyndte med en nysgerrighed, der ikke ville slippe. Og endte med en bog, der nægter at lade Åes blive glemt.

Tekst og foto Jørn Kildall

Der er noget særligt over Johan Kirkmand. Det mærker man hurtigt, når han begynder at tale om Elbæk og Åes. Sådan lidt tøvende i starten, men alligevel med det dér blik – som om han lige har genoplevet noget, du burde vide mere om.

Han har boet i Hundslund i mange år. Men det er den gamle friskole i Åes og dens lange, snoede historie, der har holdt ham fast i tankerne. Og nu har han skrevet en hel bog om det. På 38 sider, betalt af egen lomme. Fordi det skulle gøres. Ikke fordi nogen bad ham om det.

Et spor i landskabet

For mange er Åes bare et navn på et skilt, man suser forbi. Men for Johan er det et slags åndehul i historien. Et sted hvor folk tænkte anderledes, holdt sammen – og sloges bravt, når de ikke var enige.

Han var forstander på Elbæk Folkehøjskole fra 1985 til 2000. Den lukkede samme år, men hans engagement gjorde ikke. For allerede i 1987 – midt i jubilæumsforberedelserne – begyndte han at grave i Åes’ fortid. Dengang var det mest for at finde billeder og datoer. Men så dukkede historierne op. Og han blev ved.

”Sådan nogle folk skal man respektere”

Det er ikke den officielle historie, Johan interesserer sig mest for. Det er menneskene. De der nægtede at bøje nakken. De der byggede friskole, fordi de havde en søn, der var tunghør – og læreren råbte for meget. Dem der inviterede Chresten Kold på kaffe og bad ham sende en lærer. Det gjorde han så. Og pludselig var der to friskoler i den samme lille landsby.

”Jeg har personlig meget respekt for Åes-folkene,” siger Johan. ”De var grundtvigianere, frikirkelige, egenrådige – og de holdt sammen. Men de snakkede ikke altid med de andre.”

Man kan næsten høre ham smile. Ikke fordi det var idyllisk – men fordi det var ægte.

Papirer, stendiger og et drys modstand

Det er ikke en poleret lokalhistorie, Johan fortæller. Den har mudder på støvlerne og papir i rygsækken. Arkiver, gamle breve, samtaler, småting husket i forbifarten. Et stendige her. En skolestrimmel der.

Han fortæller, hvordan skolen flyttede. Først fra Åes til Elbæk. Så fra én gård til en anden. Med bønder der gav smalle jordstrimler til en byggegrund. Og hvordan forældrene betalte læreren i naturalier og lidt penge. Fordi det var det, de kunne.

Der er noget smukt ved, hvordan han samler alle brudstykkerne og prøver at få det hele til at give mening. Ikke som historiker – men som medmenneske.

Bog uden fanfarer

Den færdige bog har været klar længe. Først sendte Johan den til lokalarkivet. Der blev snakket, vendt og drejet – og så blev det lidt stille. For stille, synes Johan. Så nu har han selv taget skridtet og fået den trykt.

Vil du have et eksemplar, kan du skrive direkte til ham på mail: hos-kirkmand@mail.dk

Bogen koster 50 kroner – og det er godt givet ud for 38 sider lokalhistorie, skrevet med både hjerte og hånd.

En gammel lærer, en stædig landsby og en livslang kærlighed

Man kunne kalde det en passion, men det ville lyde for fint. Det her handler mere om ansvar. Om at tage noget med sig – og give det videre, inden det bliver glemt. Ikke med store ord, men med ro i stemmen og glimt i øjet.

Johan Kirkmand er ikke færdig med Åes. Og heldigvis for det. For det er den slags mennesker – og den slags historier – der gør, at vi ikke bare bor et sted, men faktisk hører til.